
LYSE NÆTTER – Stjernebesat sommerforestilling i Gl. Skagen
15. juli 2020 - kl. 8:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Coronaen har sat sit stærke aftryk på Skagens kulturliv. Festivalen, Verdensballetten og Sankt Hans bålet er blevet aflyst. Så da myndighederne åbnede op for, at mindre grupper kunne samles til koncert, så fik operasanger og Skagens ambassadør Jens-Christian Wandt idéen til koncerten ”Lyse Nætter”. Nogle af dansk kulturlivs allerstørste stjerner var på plakaten – alle kunstnere der skulle have optrådt i sommerens aflyste arrangementer.
Forestillingens musikere var fra Verdensballetten – violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie. Udover de på fornemmeste vis akkompagnerede både sangere og danser, så gav de også selv flere solonumre. Her brillierede de med stor sans for både musikalsk dybde og virtuost samspil i værker af Gershwin og Massenet.
Til forestillingen havde forfatteren Jens Christian Grøndahl skabt en helt ny sommer-monolog med titlen ”Lyset over Skagen”. En meget smuk og stemningsfuld monolog, om det særlige lys over Skagen, om fællesskab og sommerminder, om det Skagenslys som både drager og bærer ind i evigheden. Monologen blev fremført af skuespiller Preben Kristensen der ved forestillingen også sang Benny Andersens ”Se hvilken morgenstund”. Som altid var det en stor fornøjelse at lytte til Preben Kristensens stemme. Der var både poesi og lyrik i hans foredrag, en meget personlig præstation som gik i hjertet.
Sangeren Carl Emil Petersen skulle have været hovednavn på Skagen Festivalen. I stedet blev han nu denne forestillings ”Special Guest”. En popsanger – en trubadur som alene med sin stemme og sin guitar tryllebinder publikum med sine meget personlige sange – ikke mindst sangen Frit Land gjorde lykke. Sangen er Carl Emil Petersens store hit, og er nu blevet optaget i Højskolesangbogen.
Operaen var også repræsenteret i ”Lyse Nætters” program. Den unge og stærkt opadgående stjerne Clara Cecilie Thomsen, sang Puccini, Gershwin og Mozart. Hun debuterede for blot et par år siden, men har allerede nu sunget hovedroller på Det Kgl. Teater, Den Jyske Opera og med DR Symfoniorkestret. Hendes varme klang og stærke udstråling betog alle blandt publikum og man blev efterladt med håbet om at komme til at høre meget mere til denne unge lovende sanger.
Verdensballetten var aflyst, men forestillingens danske ballerina Ida Praetorius var alligevel kommet til Skagen for at danse den berømte solo Den døende Svane. Til daglig er hun kgl. solodanser ved Den Kgl. Ballet i København, men skulle som den første danske ballerina nogensinde, have danset med Verdensballetten denne sommer. Det blev aftenens mest intense præstation. Hver eneste bevægelse gav mening. Med så stærk en indlevelse og så fornem en fortælling, blev ord overflødige. Man mærkede både længslen efter livet og angsten for døden, der var både smerte og sorg i den overvældende fortælling som Ida Praetorius leverede denne aften på Engklitten i Gl. Skagen.
Aftenens program blev bundet sammen af Jens-Christian Wandt selv. Det var ham som havde taget initiativ til forestillingen, og ham som havde samlet de medvirkende kunstnere. Desværre var forestillingerne i Skagen ikke udsolgt. Arrangøren selv tror at coronaen stadig spøger, at folk ikke tør gå til koncerter eller i teatret, og samtidig sætter fire måneders nedlukning af kulturlivet sit præg på danskernes dagligdag. Selv fortæller Jens-Chr. Wandt at han aldrig før har brugt så meget energi på at markedsføre en koncert, som han har gjort med ”Lyse Nætter” – programmet i Skagen. Alligevel var koncerterne langt fra udsolgt og vidner dermed om at det kan blive en meget lang vej tilbage til det kulturliv vi kendte før coronaen satte ind. Programmet fejlede i hvert fald ikke noget – det er meget sjældent man oplever så mange af de allerstørste kunstnere samlet på en scene, ikke bare i Skagen men i hele Danmark.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'LYSE NÆTTER – Stjernebesat sommerforestilling i Gl. Skagen' til en bekendt