Førstesal i Anchers Hus åbner for offentligheden

Førstesal i Anchers Hus åbner for offentligheden

19. august 2020 - kl. 9:58 - af

Siden 1967 har kunstnerhjemmet midt i Skagen været åbent som museum, men først nu åbnes der for den etage, som indeholder kunstnerparrets og deres datter Helgas soveværelser og private stue.
 
Det har længe puslet på første sal i Anna og Michael Anchers Hus. Hengemte kasser er blevet åbnet, stakke af papir er blevet udforsket, smykker er blevet fundet, møbler og malerier er blevet gransket. Mere end 5000 genstande fra kunstnerparrets hjem er foreløbig blevet registreret og konserveret og fra den 19. august 2020 fremvises en del af dem for offentligheden, når Anna, Michael og Helga Anchers soveværelser nu åbner som en del af udstillingen i Anchers Hus.
 
Jeg glæder mig rigtig meget til at åbne soveværelserne for offentligheden, for de giver os en bedre forståelse af Ancher-familien,” siger Andreas Bjerre, museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer.
 
Bjerre leder den grundige samlingsgennemgang, hvor alle genstande på husets første sal registreres. Det er også ham, der har indrettet værelserne med en del af det interiør, som den lille Ancher-familie oprindeligt indrettede dem med. Og det er ikke småting, der for første gang udstilles i overetagen af den tilbygning, arkitekten Ulrik Plesner tegnede: nykonserverede malerier af bl.a. Anna og Michael Ancher, Karl Madsen og Viggo Johansen, Ancher-familiens træsenge, bøger og blade samt oprindelige pudebetræk er blot nogle af de genstande, der snart kan ses på første sal i Anchers Hus.
 
Indretning af fortiden
Indretningen af soveværelserne har vist sig at være en krævende opgave, for ”ting flytter sig jo i et levende hus,” som Bjerre siger. Soveværelserne er indrettet forskelligt på forskellige malerier og fotografier, for Ancher-familien har af og til flyttet om – og måske har en museumsansat eller to også flyttet en genstand fra tid til anden. Bjerre sigter derfor efter at indrette soveværelserne, som de så ud mellem 1913, hvor tilbygningen blev opført, og 1927, hvor Michael Ancher døde. Måske står en vase, hvor den stod i 1914, mens en seng står, hvor den stod i 1920.
 
”Vi kan ikke indrette huset præcist som det stod i for eksempel 1919, for det har vi simpelthen ikke dokumentation til at gøre,” siger Bjerre. Han stræber i stedet efter historisk præcision ved at placere alle genstande på steder, hvor der findes dokumentation for, at de har stået, mens Ancher-familien boede i huset.
Han orienterer sig i malerier og fotografier af værelserne samt andre optegnelser. Bjerre viser et fotografi fra 1964, som Nationalmuseets udsendte fotograf dengang tog af Anna og Michaels soveværelse. Det viser en enkeltseng, en bænk og et lille bord, men det illustrerer også den historiske udfordring, Bjerre har stået overfor i genindretningen. ”Der står kun én seng. Michael dør i 1927, så hans seng er givetvis blevet fjernet, og så har Anna fået sat den lille daybed og bordet op som står her indtil 1935, hvor hun dør. Så vi ved ikke, hvordan det har set ud med to senge, men vi har heldigvis dem begge,” forklarer Bjerre.
 
Bjerre supplerer derfor fotografierne med parrets egne malerier af rummet – og så en portion sund fornuft: ”Michael var i 60erne, da de flyttede soveværelset ind i tilbygningen, så de to senge har sikkert ikke stået sådan at han skulle kravle ind over Anna for at komme i seng. Han havde jo dårlige ben!”
Hvor Bjerre placerer den anden seng vil vise sig den 19. august.
 
Nye fortællinger
Når førstesalen åbnes, er det altså med både malerier og interiør som udvider forståelsen af den familie, der beboede Anchers Hus i så mange år. ”Jeg glæder mig særlig meget til at vise Helgas værelse frem og fortælle lidt mere historie om hende. Om hvad hun malede, læste og lavede. Hun er også en interessant figur, fordi hun voksede op i kunstnerkolonien og blev formet af den. Hun var placeret helt centralt i den,” siger Bjerre. Men han glæder sig også til for første gang at give publikum et samlet indtryk af de to værelser: ”Det giver publikum muligheden for at komme endnu tættere på familien. Vi åbner noget som har været skjult og som udvider den ellers meget veldokumenterede historie om Anna og Michael.”
 
Førstesal i Anchers Hus åbner den 19. august 2020 og kan besøges indtil 16. oktober. Der skal bookes plads på forhånd på skagenskunstmuseer.billetten.dk. Det er gratis at booke en plads, men der betales normal entré ved ankomst til huset.
 
Fakta
Åbningsdagen den 19. august, Helga Anchers fødselsdag, markeres med et offentligt arrangement, hvor der bl.a. er mulighed for at møde museumsinspektør Andrea Bjerre.
 
Program:
16.00-16.30: Velkomst v/ Direktør Lisette Vind Ebbesen                  
16.10: Arven fra Anchers v/ Andreas Bjerre, museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer. – I haven foran huset.
16.30: Timeslots begynder, der skiftes hvert 20. minut          
18.00-18.20: Arven fra Anchers v/ Andreas Bjerre, museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer. – I haven foran huset.
19.00-19.20: Arven fra Anchers v/ Andreas Bjerre, museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer. – I haven foran huset.      
 
Ancher Hus er åbnet:

  • Juli – august: Alle dage kl. 10.00-16-00
  • September – 18. oktober: Tirsdag-søndag kl. 10.00-16.00
  • 19. oktober – december: Lukket

Besøg til førstesalen skal bookes på forhånd på: skagenskunstmuseer.billetten.dk >

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Førstesal i Anchers Hus åbner for offentligheden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER