
Foto: Robin Skjoldborg.
Bogudgivelse: ”I kulissen” af Kirsten Vaupel
15. september 2020 - kl. 8:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forfatteren Kirsten Vaupel er netop udkommet med sin seneste bog: ”I kulissen”. Denne gang er der tale om en krimi, som har sit udspring i den verden, som Kirsten Vaupel kender særdeles godt, nemlig operaverdenen.
Om bogen:Operakompagniet er på turne med Mozarts opera Così fan tutte. Efter en veloverstået premiere i Aarhus er operakompagniet kommet til Viborg, hvor uforklarlige uheld pludselig rammer forestillingen. Uheld, der kunne få fatale følger. Ingen kan forklare de mærkelige hændelser, men flere i kompagniet kommer under mistanke. Sangerne er eminente på trods af indbyrdes stridigheder, og musikken begejstrer publikum. Men ondskaben lurer i kulissen og kulminerer i et bestialsk giftmord. Men hvem er morderen?
Uddrag af bogen Det glitrende morgenlys over Viborg Sø står i grel modsætning til det grusomme syn, der har mejslet sig ind på Sophies nethinde. En forvreden krop, rædselsslagne øjne i et ansigt stivnet i et karikeret dødsgrin. Natten har været frygtelig. Hun vågnede badet i sved klokken halv seks og måtte bare ud at løbe. Spisesedlen havde skreget det ud. Bestialsk mord i kulissen! Operakompagniet var ankommet til Viborg fem dage tidligere, dagen efter en meget vellykket premiere på Così fan tutte i Aarhus.
Om forfatteren Kirsten Vaupel (f. 1944) er uddannet operasanger fra Konservatorium der Stadt Wien og har bl.a. været tilknyttet Den Jyske Opera i 15 år. Hun har optrådt i store dele af Europa, medvirket i Ingmar Bergmans filmatisering af Tryllefløjten samt i adskillige radio- og tv-udsendelser. Hun er også med i Swing Sisters sammen med Lise-Lotte Norup og Kirsten Siggaard. Hun debuterede som romanforfatter i 2012 med Forellekvintetten, i 2014 udkom Dønningerne, og i 2017 udkom hendes tredje roman, Aben på skulderen.
På torsdag den 17.9.20, er det muligt at møde Kirsten Vaupel i Skagen Boghandel, Sct. Laurentii Vej 76 mellem kl. 14-15, hvor hun vil signere sin nye bog. Her er det også muligt at få en snak med Kirsten Vaupel om bogen og om hendes forfatterskab i det hele taget.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bogudgivelse: ”I kulissen” af Kirsten Vaupel' til en bekendt