
Pas på dyrene i trafikken
3. oktober 2020 - kl. 8:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efteråret er højsæson for påkørsler af dyr i trafikken. Det er i oktober og november, hvor dagene bliver kortere, at der sker flest påkørsler af vildt. Pas ekstra på, når du er ude at køre.
Et møde med en hjort kan være en hyggelig oplevelse, når man går tur i skoven, men er man ude at køre bil efter mørkets frembrud, er det straks noget andet. Derfor giver Trafiksikkerhedsudvalget et par tips til, hvordan du kan undgå påkørsler af hjorte.
– I efteråret sker der mange påkørsler af dyr i trafikken. Det er særligt i oktober og november, hvor dagene bliver kortere og mørkere. Det betyder, at dyrenes aktivitet ofte falder sammen med vores kørermønstre, når vi kører til og fra arbejde. Derfor skal du som billist være særlig opmærksom i trafikken, lyder det fra Trafiksikkerhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Tipsene fra Trafiksikkerhedsudvalget:
- Hold godt øje ved solopgang og solnedgang.
- Vær ekstra opmærksom på veje, hvor bevoksningen står tæt i rabatten.
- Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra dyrets øjne, og så er det en god idé at lette foden fra speederen.
- Hjortevildt kommer sjældent alene. Afvent om der er flere dyr i nærheden, inden du kører videre.
- Hvis der er skov eller anden natur på begge sider af vejen, er risikoen for at påkøre et dyr stor. Sæt farten ned, og skærp din opmærksomhed.
Hvis du påkører et dyr, og det overlever påkørslen, er det en god idé at ringe til Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812 . Telefonen er døgnbemandet og sørger for gratis assistance til dyret, uanset hvor i landet skaden er sket.
Hvis dyret er dødt, skal du kontakte Falcks vagtcentral på 7010 2030. Er det ikke Falck der fjerner dyret i den pågældende kommune, henviser de dig videre til kommunen. Ved døde dyr på motor- og statsveje, kontaktes Vejdirektoratet på tlf. 8020 2060.
2 kommentarer til “Pas på dyrene i trafikken” under annoncerne.
@Ole Engen
Viser de stadig OBS i tv? Der kan man bare se. Det er dælme mange år siden jeg har set det i den bedste sendetid
Hej det ville være en god ting at bringe oplysninger og påpasselighed på OBS I Tv. Det anvendes desværre alt for lidt til at oplyse borgere om almene ting så som ovennævnte.
Mvh
Ole Engen Aalborg.