
Vejudvidelse mellem Skagen og Ålbæk drøftes
29. oktober 2020 - kl. 9:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Orientering om vejudvidelse mellem Ålbæk og Skagen” er overskriften for det første punkt på dagsordenen for det kommende møde i Teknisk Udvalg den 2. november.
Vejdirektoratet har siden 2019 arbejdet med en VVM-undersøgelse for udvidelse (en såkaldt 2+1-vej) af hovedlandevejen i det resterende forløb mellem Ålbæk og Skagen.
Formålet med undersøgelsen er at belyse en løsning, hvor to delstrækninger udbygges til en vejprofil med 2+1 spor, kombineret med nødvendige svingbaner mv. ved krydsninger med skærende veje.
Når VVM-undersøgelsen er færdig, offentliggøres undersøgelsens resultater, og der afholdes et borgermøde.
Der er nedsat en teknikergruppe og et udvalg bestående af repræsentanter fra Vejdirektoratet, Region Nordjylland, Naturstyrelsen samt Frederikshavn Kommune (Center for Park og Vej). Vejdirektoratet vil på mødet i Teknisk Udvalg give en orientering om arbejdets øjeblikkelige situation.
Teknik- og kulturdirektøren indstiller forud for mødet sagen til orientering for Teknisk Udvalg.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vejudvidelse mellem Skagen og Ålbæk drøftes' til en bekendt