Negativ indlånsrente: Så meget koster det dig

Negativ indlånsrente: Så meget koster det dig

16. november 2020 - kl. 9:32 - af

Negativ rente på indlån i bankerne bliver stadig mere almindeligt, og det betyder alt andet lige en ekstra regning til mange danskere. Ifølge nye beregninger fra Spar Nord betyder de negative renter i mange tilfælde en ekstraregning på flere tusinde kroner årligt, hvis indlånet overstiger de stadig faldende beløbsgrænser for negativ forrentning.

De seneste år er danskernes opsparinger vokset markant, og alene i løbet af 2020 er det samlede indlån steget med hele 28,6 milliarder kroner. Det viser de seneste tal fra Nationalbanken, som opgør det samlede private indlån i danske pengeinstitutter til 830,4 milliarder kroner ved udgangen af september. Det svarer til et gennemsnitligt indlånsbeløb på cirka 143.000 kroner per dansker i september. 

Selvom den store opsparingslyst umiddelbart kan synes positiv, så risikerer danskere med større indlån at miste mange tusinde kroner på det årligt. Negativ rente på bankindlån bliver nemlig stadig mere udbredt, og beløbsgrænsen for negativ forrentning er nu typisk nede på 100.000 – 250.000 kroner. Sammen med inflationen – om end beskeden – betyder det i praksis, at værdien af opsparingen smuldrer.

– De negative indlånsrenter er en konsekvens af Nationalbankens historisk lave renteniveau, der lige nu lyder på -0,60 procent, og som forventes at fortsætte på det ekstremt lave niveau en del år endnu. For den enkelte dansker betyder det, at opsparing af større beløb på indlånskonti i bankerne løber op i en omkostning, som over tid ikke er helt ubetydelig, forklarer chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm og fortsætter:

– Du mister nemlig ikke kun penge på den negative indlånsrente. Du har også inflationen – altså de generelle prisstigninger – imod dig, og ifølge Det Økonomiske Råd forventes den at ligge på 1,3 procent i 2021.

Tab på næsten 20.000 kroner

Beregningerne fra Spar Nord viser, at en person med en opsparing på 250.000 kroner i 2021 vil miste 3.250 kroner i købekraft alene som følge af inflationen. Det vil således resultere i et samlet tab på hele 12.000 kroner i perioden fra 2021 til 2025 under forudsætning af, at renten er 0 procent, og at Det Økonomiske Råds prognose om inflationen holder.

– Har du så mange penge stående i banken, at du også bliver ramt af negative renter, ser det endnu mere skidt ud for udviklingen af opsparingens værdi. Hvis du eksempelvis betaler negativ rente af 100.000 kroner, koster det dig 600 kroner i renter i 2021. Lægger du det sammen med tabet af købekraften som følge af inflationen, vil det resultere i et samlet tab i købekraften på i alt 5.150 kroner før skat i 2021. Og kigger du frem mod 2025, vil det tilsvarende resultere i et samlet tab i købekraften på intet mindre end 19.200 kroner før skat, forklarer Martin Lundholm.

Er du blandt de personer, der har et endnu større indestående på eksempelvis 500.000 kroner eller 1 million kroner, stiger tabet af købekraft tilsvarende.

Sådan undgår du negativ rente 
Selvom det på nogle områder er positivt med de store opsparinger, så fremhæver Martin Lundholm, at der er alternativer til opsparing på indlånskonti, som er værd at overveje: 

– Fordelen ved at have penge stående i banken er, at du ved præcis, hvor meget du taber i modsætning til, hvis du investerer i aktier eller andre værdipapirer. Omvendt er du med store indlån så at sige garanteret et tab, hvilket ikke er tilfældet ved andre typer investeringer, forklarer Martin Lundholm og fortsætter:

– Udover at investere i aktier og obligationer kan det også være en mulighed at investere pengene i fast ejendom som et sommerhus eller i andet med brugsværdi. Det kan være en udbygning af huset, en renovering af badeværelset eller noget helt tredje, der øger boligens værdi. Det er dog vigtigt, når du investerer, at du altid sikrer, det sker i overensstemmelse med din risikoprofil og tidshorisont.

Martin Lundholm fremhæver desuden, at det også er muligt at give nogle af pengene væk i gaver til børn, børnebørn, et godt formål eller afdrage på lån:

Har du eksempelvis et bil- eller boliglån, kan det være en fordel at afdrage på det. På den måde kan du måske minimere både dine udlåns- og indlånsrenter, slutter han.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Negativ indlånsrente: Så meget koster det dig' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2020 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER