
Nej til nye boliger ved Brugsen og Sct. Laurentii Vej
2. december 2021 - kl. 9:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den kommunale administration har modtaget ansøgning om principiel tilladelse til indretning af boliger på 1. og 2. sal ovenpå SuperBrugsen på Sct. Laurentii Vej 28 i Skagen.
Første sal har tidligere fungeret som cafeteria, men benyttes nu til midlertidigt oplag af materiel og som personalelokale. I tagetagen herover er 40 m² i dag udnyttelig og indrettet til erhverv.
Ved det ansøgte inddrages dette areal samt yderligere en del af tagetagen til boligformål. Der ønskes bygget 3 nye indgangspartier mod nord ud over taget på SuperBrugsen og 5 nye frontkviste mod syd ud mod Sct. Laurentii Vej.
Projektet omfatter 5 nye 2-etages boliger og 2 boliger i én etage, som ønskes anvendt til udlejning til virksomhedens ansatte samt muligt salg til helårsbeboelse.
Adgangen til boligerne bliver over tag via eksisterende udvendig trappeadgang langs banelegemet mod øst. Derudover etableres tagterrasse på en stor del af tagfladen for at imødekomme kravet til opholdsarealer til boligerne.
Ejendommen er omfattet af en lokalplan, som udlægger området til centerformål, herunder bl.a. butikker og helårsboliger. Lokalplanen har bl.a. til formål at sikre en hensigtsmæssig placering af centerfunktioner, erhverv og helårsboliger i bymidten, at beskytte kulturmiljøet og sikre kvalitet og æstetik i bymiljøet samt sikre, at ny og eksisterende bebyggelse fremtræder i harmoni med den oprindelige byggeskik og bymæssige karakter.
Lokalplanen fastsætter desuden bl.a. følgende, som er relevant i forhold til det ansøgte projekt: Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 150. Byggeriet må opføres i indtil 2½ etage. Ydervægge skal fremstå i rødt murværk, som kan berappes/vandskures i farverne hvid, lys okkergul, rød eller rosa. Sekundære bygninger og mindre bygningsdele må udføres som træværk med lodrette brædder/lister, som skal males hvid, sort, grå eller svensk rød. Tage skal udføres som symmetriske sadeltage med taghældning på 40°-50° belagt med røde vingetegl. På sekundære bygninger og mindre karnapper og mellembygninger må tage desuden beklædes med sort tagpap, zink eller glas.
Kviste skal udføres som pultkviste eller kviste med fladt tag, herunder frontkviste, og skal placeres harmonisk i tagfladen, mindst 3 tagsten fra tagryggen. Frontkviste skal opføres i plan med facaden. Den samlede længde af kviste på hver tagflade må ikke overstige 1/3 af hver enkelt tagflades længde.
Parkeringspladser skal etableres på egen grund. Hvis ikke der kan etableres de nødvendige p-pladser, betales til Frederikshavn Kommunes P-fond. Etablering af 7 nye boliger vil umiddelbart medføre et øget parkeringsbehov på 10 parkeringspladser, som der ikke er plads til på ejendommen. Ansøger foreslår dette løst ved indbetaling til den kommunale parkeringsfond, hvorefter Frederikshavn Kommunen inden for 5 år skal etablere de nødvendige parkeringspladser i nærområdet.
Ved det ansøgte stiger bebyggelsesprocenten fra ca. 118 til ca. 130. De 5 frontkviste ud mod Sct. Laurentii Vej er trukket ca. 35 cm. frem fra facaden og gennemgående i 2 etager. Kvistene udføres med sadeltag, beklædt med tagpap, sorte vinduespartier samt ydervægge af sort træbeklædning. Den samlede længde af kvistene udgør ca. halvdelen af den samlede tagflade. Med baggrund i kvistenes størrelse og omfang vurderes byggeriet dermed at komme til at fremtræde som byggeri i 3 etager.
Plan- og Miljøudvalget behandlede ansøgningen på udvalgets møde forleden. Drøftelsen mundede ud i et afslag på ansøgningen, da principperne i lokalplanen skal overholdes.
Tekst: Per Rye
1 kommentarer til “Nej til nye boliger ved Brugsen og Sct. Laurentii Vej” under annoncerne.
















Ja, der er ikke det store håb med det pågældende projekt.
Der skal mange dispensationer til