
Så er der atter Drachmann-Aftner i cafeen
3. juli 2022 - kl. 6:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Bamsemuseets café er også i sommer rammen om de populære Drachmann-aftner. Cafeen ligger, som det vil være mange bekendt placeret midtvejs mellem Brøndums Hotel, hvor det hele begyndte med Drachmanns ankomst til Skagen i 1872, og Anchers hus, hvor familien Drachmann tilbragte sommeren 1882 fra maj til september.
Sommerens første aften finder sted på torsdag den 7. juli kl. 20 og har som de øvrige af sommerens aftner titlen ”På café med Drachmann”, der er inspireret af, at Drachmann i sine sidste år arbejdede med en idé om at lave litterære cabaretter, hvor forskellige kunstnere skulle optræde med viser, sange og digte. Ikke kun af Drachmann, men også af andre nordiske digtere.
Som det har været tilfældet de seneste år består også denne aftens første afdeling af tekster af Holger Drachmann og anden afdeling af tekster af andre nordiske digtere.
Drachmann-Kvartetten består på 14. sæson af ægteparrene Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard samt Birgit og Poul Bernth, som glæder sig til at være med til at skabe en række hyggelige aftner i cafeen.
Billetsalget er begyndt, og som det var tilfældet sidste år, kan billetterne bestilles på holger@gabrielsson.dk eller købes ved indgangen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er der atter Drachmann-Aftner i cafeen' til en bekendt