
På rejse med Taube, Andersen og Drachmann
8. august 2022 - kl. 6:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På torsdag den 11.august tager Drachmann-kvartetten sit publikum med på rejser rundt i verden med tre nordiske digtere som guider.
Det sker i Bamsemuseets cafés hyggelige lokaler på Oddevej 2A, hvor aftenen, som også har titlen ”På café med Drachmann”, begynder kl. 20.
De tre digtere, Holger Drachmann, H. C. Andersen og Evert Taube var ikke kun glade for at rejse, men de havde alle tre evnen til at formidle deres oplevelser til andre gennem deres digtning.
Drachmann og Taube var allerede ude i verden som teenagere, mens Andersen som ung holdt sig til at rejse fra Odense til København, men udvidede senere rejserne til ikke kun at omfatte Danmark, men hele Europa med en afstikker til Konstantinopel.
Drachmann rejste rundt i Europa med en enkelt tur til Nordamerika, og Taube holdt sig ikke kun til Europa, men kom både til Australien og Sydamerika.
Drachmann-Kvartetten vil tage sit publikum med de tre digtere på rejser, som vil bringe dem rundt i verden. Sammen og hver for sig vil de på en hyggelig og afslappet måde ved hjælp af de tre digteres arbejder føre publikum rundt i digternes univers. Men det er ikke kun de fire, der medvirker. Publikum får også mulighed for at være aktive ved at synge med på de i programmet indlagte fællessange.
Billetsalget er begyndt, og billetterne kan bestilles på holger@gabrielsson.dk eller købes ved indgangen..
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'På rejse med Taube, Andersen og Drachmann' til en bekendt