
Arkivfoto.
Lys på den gamle mølle i Skagen
20. september 2022 - kl. 8:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Onsdag aften den 21. september indvies en ny lyssætning på Skagens kendte vartegn – den fine stråtækte Kragskov mølle. Det er Kystmuseet Skagens Venner, der har sponsoreret den nye lyssætning, og i anledning af indvielsen så er der åbent hus på Kystmuseet Skagen, hvor alle er velkomne.
Kragskov mølle lå i Jerup indtil 1952, hvor den blev købt og flyttet til Skagen Fortidsminder (i dag Kystmuseet Skagen), og her har den stråtækte mølle været et kendt vartegn lige siden.
Da møllen stadig er et fint vartegn for Kystmuseet i de historiske omgivelser i Vesterby, så ville man fra museets side gerne fremhæve den stråtækte mølle ved at sætte lys på den om aftenen. Derfor kontaktede man Kystmuseet Skagens Venner for spørge, om de ville sponsorere den nye lyssætning. I venneforeningen var man ikke i tvivl om, at en lyssætning på møllen ville fremhæve museets fine vartegn og dermed også museet, så derfor var der enighed i foreningens bestyrelse om at sige ja.
Etableringen har været forsinket på grund af globale leveringsproblemer, men nu er lyskasterne endelig monteret, og på onsdag den 21. september skal lyset indvies officielt.
I den særlige anledning er der åbent hus på Kystmuseet Skagen fra kl. 18:30-20:30, og der vil også være et lille glas til de fremmødte gæster. Kl. 19:00 byder direktør Henrik Gjøde Nielsen fra Nordjyllands Kystmuseum velkommen, hvorefter formanden for Kystmuseet Skagens Venner Erik Hatt holder åbningstale.
Når lyset tændes kl. 19:15, så vil Gasterne synge fire stemningsfulde sange som fejring af begivenheden.
Hos Kystmuseet Skagens Venner glæder formand Erik Hatt sig til at få indviet lyset på møllen og udtaler: ”Kragskov Mølle er et kendt vartegn for Kystmuseet Skagen, og vi i venneforeningen er glade for, at vi kan bidrage til at få sat lys på den gamle mølle. Vi er sikre på at møllen nu også om aftenen vil se flot ud med den nye lyssætning til glæde både for byens borgere og for vores mange gæster særligt i årets mørke måneder.”
Af hensyn til den aktuelle forsyningssituation så vil lyset kun være tændt på udvalgte tidspunkter.
3 kommentarer til “Lys på den gamle mølle i Skagen” under annoncerne.
















Nu skal jeg jo nødig ødelægge den gode stemning.
Jeg vil derfor forære Kystmuseet en Watt måler, som kan sættes stikket til belysningen.
Kystmuseet kører jo med stort underskud.
Kystmuseets venner kan så betale strømmen.
Den der bestiller festen betaler også regningen
Jens -Erik Maul Troelsen.
Denne gestus fra Kystmuseet Venner har helt sikkert været i støbeskeen over tid. Ærgerligt for både dem og alle vi, der havde set frem til dette, at verdenssituationen har ændret sig pt.
Jeg føler mig overbevist om, at det kommer til at foregå fremadrettet på en fornuftig måde. Nyd lyset, når det er der, og lad det ikke forstyrre nattesøvnen.
Det er jo perfekt timing.
Netop som man slukker lyset alle andre steder for at spare strøm, så tænder man det her.