
Jørgen Jacobsen.
Jazz i verdensklasse præsenteres på Kappelborg
13. februar 2023 - kl. 6:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frokostjazz på Kappelborg er en kær tradition for mange jazzelskere fra hele Nordjylland. Koncerterne indledes altid med en lækker frokost med sild, fiskefrikadelle og ost – og måske en lille snaps. Så er stemningen slået an til et par timers udsøgt jazzmusik.
Årets første Frokostjazz er lørdag 18. februar, hvor Kappelborg præsenterer Lucy Yeghiazaryan, en af tidens mest omtalte vokalister på New Yorks jazzscene. Hun kombinerer den klassiske, elegante jazzstemme med en særlig intim kommunikation og kontakt med publikum. Hendes repertoire består af jazzstandards, som altid resonerer med hendes egne livshistorie, samt egne kompositioner, som inviterer lyttere ind i hendes liv, som kun de bedste sangskrivere kan. Med fra New York har hun saxofonisten Grant Stewart, og på scenen får de desuden følge af Magnus Hjorth på flygel, Graig Earle på kontrabas og Cornelia Nilsson på trommer.
I foråret venter endvidere Frokostjazz-oplevelser med den danske sanger og sangskriver Mette Juul, den svenske sangerinde Isabella Lundgren samt Signe Juhl og kvartetten Jazz på Dansk. Til efteråret er der foreløbig planlagt Frokostjazz med den amerikanske, internationale jazzlegende Ken Norris og hans kvartet.
En af Kappelborgs trofaste Frokostjazz-gæster er Jørgen Jacobsen, som er pensioneret bankmand og bor i Frederikshavn. Han har elsket jazzmusik hele sit liv og har hørt det meste. En årrække var han fast gæst på Copenhagen Jazz Festival, gennem 40 år har han besøgt Riverboat Jazz Festival i Silkeborg. Han er også at finde til Jazzy Days i Tversted og Jazz på Knivholt i Frederikshavn. Men den bedste jazz finder han på Kappelborg i Skagen, hvor han har været til samtlige Frokostjazz-arrangementer de seneste fem år.
– Det er simpelt hen den bedste jazz i Nordjylland. Det er fantastisk, hvilke kunstnere Lars Illum formår at trække til Skagen. Nu på lørdag skal vi fx høre to af New Yorks bedste jazzmusikere. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Jørgen Jacobsen.
Jazz-interessen fik han som helt ung en sommeraften i Vinkjælderens Gård, hvor Papa Dap’s Jazzband gav den gas. Siden voksede interessen, og i dag fylder jazzen meget i Jørgen Jacobsens liv. Hver dag starter med toner fra radioens P8 Jazz, inden han tager ud på sin daglige cykeltur. Man skal jo holde sig i form, også selv om man er sidst i 70’erne.
Jørgen Jacobsen fik aldrig selv lært at spille et instrument, og det ærgrer ham i dag.
– Når jeg lytter til live-jazz, kan jeg mærke rytmen helt ned i storetåen og ville sådan ønske, at jeg kunne spille med. Men det kan jeg ikke, til gengæld lytter jeg til al den jazz, jeg kan komme i nærheden af, siger Jørgen Jacobsen.
Han vil helt sikkert være på plads ved alle sæsonens Frokostjazz på Kappelborg, hvor han efterhånden har fået sit eget stambord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jazz i verdensklasse præsenteres på Kappelborg' til en bekendt