
Arkivfoto.
Et succesfuldt sangfællesskab er blevet en vigtig sommertradition
30. maj 2023 - kl. 6:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Da jeg i 2021 tog initiativ til Aftensang ved Vippefyret, var det først og fremmest på baggrund af, at det traditionelle Sankt Hans bål i Skagen var blevet aflyst to år i træk på grund af coronaen. Vi manglede et sommerfællesskab, hvor vi kunne mødes i naturen, synge sammen, og nyde aftensolens sidste gløder.
Over 1000 mennesker synger solen ned
Det viste sig at mange andre havde haft samme følelse af, at noget manglede. Det betød at aftensangen ved Vippefyret blev en succes fra første aften. Den første aften kom der over 500 mennesker, den næste over 700, og til den sidste aftensang i 2021 kom der over 1000 mennesker som i fællesskab ville synge solen ned.
Der var derfor store forventninger til at aftensangen kom igen i 2022, – og at en tradition var skabt. Sådan blev det. Vi mødtes igen ved Vippefyret, sang solen ned, og nød et ægte musikalsk Skagens-fællesskab, og der kom over 1000 mennesker til hver af de fires sangaftener i 2022.
Derfor har jeg nu for 3. år i træk taget initiativ til, at der er aftensang ved Vippefyret fire aftener hen over sommeren.
– 21. juni, 5. & 26. juli, og 9. august – alle dag kl. 21.00.
Dogme-sang fra hjerte til hjerte
Vi mødes ved Vippefyret i Skagen, og synger ½ times gode danske sange, både de klassiske og de nye. Der er ikke nogen form for tilmelding eller billetsalg, man dukker bare op og synger med så godt man formår. Der uddeles sangblad ved arrangementet, hvor de 7-8 sange der synges er trykt. Jeg synger for, og præsenterer også hver enkelt sang med en lille anekdote eller historie der knytter sig til teksten eller melodien, – ganske kort, for det er sangen – fællessangen, der er i fokus.
Det er meget bevidst at der hverken er scene, lydanlæg eller lysspot sat op ved Vippefyret. Det er et dogme-arrangement hvor der synges fra hjerte til hjerte, og hvor det alene handler om at vi mødes i kærlighed til sangen og kærlighed til Skagen.
Gratis adgang – Nordjysk fond dækker udgifterne
Hvis man vil holde sig opdateret om arrangementet, kan man følge med på Facebook hvor siden ”Aftensang ved Vippefyret 2023” fortæller hvilket sange der synges. Her er det også muligt at komme med ønsker til sange man gerne vil have sunget, og det er også her at en evt. aflysning pga. kraftigt regnvejr, offentliggøres.
De udgifter der i forbindelse med aftensange, dækkes i år med støtte fra Melsen Fonden.
AFTENSANG VED VIPPEFYRET I SKAGEN 2023
½ times aftensang
Præsenteret af operasanger og Skagens Ambassadør Jens-Christian Wandt
4 onsdag over sommeren
- juni, 5. & 26. juli, og 9. august – alle dage kl. 21.00
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Et succesfuldt sangfællesskab er blevet en vigtig sommertradition' til en bekendt