Billedet er fra Klitkorets første jubilæumskoncert tidligere på året.
Klitkoret fejrer 40-års jubilæum med 2 store koncerter
12. oktober 2023 - kl. 6:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Jeg har været i Musikskolens kælder og har kigget scrapbøger, og her er lidt om KLITKORTES HISTORIE …..
Tidligere på året afholdtes Klitkorets første jubilæumskoncert, og nu er vi i fuld gang med forberedelserne til vores STORE JUBILÆUMSKONCERTER i den sidste weekend i oktober. Denne gang bliver der 2 koncerter, fordi den første koncert blev udsolgt i løbet af få dage. Koncerterne bliver igen på Skagen Odde Naturcenter, hvor der er en fantastisk akustik.
Koncerterne bliver afholdt fredag den 27. oktober kl. 17 og lørdag den 28. oktober kl. 14 – hvor Hans Nielsen også byder på et glas vin.
Det er helt fantastisk med den sangtradition, vi har i Skagen. Vi er mindst 7 voksenkor i byen, så rigtig mange synger i kor. I Klitkoret er vi ikke mindre end 55 kormedlemmer, og som noget meget specielt, har vi hele 2 dirigenter og egen pianist.
Klitkorets historie går helt tilbage til 1983, hvor Musikskolen dengang havde lokaler i Medborgerhuset – lige overfor Slagter Munch. Lederen af Musikskolen dengang hed Annette Karstensen, og hun fortæller, at en række forældre ønskede at lave et voksenkor, og her blev Karen-Margrethe Hatt dirigent. Efter kort tid blev der tilkoblet en pianist, Tove Therp, som i dag er korleder. Efter et stykke tid, ønskede man et navn til koret, og det blev så KLITKORET.
Musikskolen og Klitkoret fik hurtigt brug for større lokaler og flyttede ind på den daværende Ankermedets Skole. Her var Musikskolen så indtil man flyttede på Kappelborg, hvor Musikskolen er i dag.
Efter en årrække kom en pige til byen, Agnethe Harding, og hun blev Klitkorets nye dirigent. Det er hun stadig – kun afbrudt af perioder med familieforøgelser. I den sidste barselsperiode blev Tove Therp dirigent for Klitkoret, og i dag har Klitkoret 2 dirigenter, både Agnethe og Tove, hvilket vi alle er meget, meget glade for.
Når vi kigger i Klitkorets mange scrapbøger, kan vi fortælle om mange gode koncerter og fantastiske oplevelser igennem årene. Som et amatørkor føler vi os meget privilegeret.
Vi kan bl.a. nævne de mange julekoncerter i kirkerne i Skagen, Hulsig og Aalbæk. Vi har sunget på museet, vi har sunget i tv flere gange – sidst i direkte tv fra Det Grå Fyr, da den nye Højskolesangbog i 2021 skulle præsenteres for hele Danmark. Til Sankt Hans har vi sunget ved bålet både i Gl. Skagen og ved Fyrbakken. Vi har haft æren af at synge for ”Kongehuset” 4 gange, når de har været på besøg i Skagen. Vi har afholdt de populære gospel-koncerter igennem mange år, bl.a. sammen med Etta Cameron.
Vi var medarrangør af ”tsunami-koncerten” og sang sammen med Flemming BAMSE Jørgensen. Vi har også haft fornøjelsen at synge sammen med en lang række skagboer bl.a. Marianne Mortensen, Mads Toghøj og Martin Lykke.
Klitkoret deltog også i ”Danmarkskoret” i Parken sammen med Placido Domingo. Vi har sunget Händels Messias i kirkerne i Frederikshavn og Skagen, hvor der var hyret en spansk dirigent til koncerterne. I Skagen kirke har vi flere gange opført Påskeoratoriet med tekst af Johannes Møllehave.
Det sidste årti har vi ved de mange nytårskoncerter sunget sammen med en lang række dygtige kunstnere som Louise Fribo, Lis Sørensen, Marie Karmen Koppel, Lisbeth Kjærulf, Søs Fenger, Eran DD, Bobo Moreno, Kim Sjøgren og sidst Julie Bertelsen – det hele i samarbejde med operasanger Jens Christian Wandt, dirigent Vagn Egon med De Nordjyske Strygere og Det Jyske Underholdningsorkester.
Vi kan også fortælle om de mange rejser, vi har været på – både indland og udland. Vi har bl.a. været i Tjekkiet, Grækenland, Spanien, Italien og Sverige.
VI SYNES SELV, DET ER HELT VILDT MED ALLE DE OPLEVELSER, VI HAR HAFT.
Men vigtigste for os er vores hverdag i Skagen, hvor vi nyder mandag aften med korsang. Vi er meget glade for den opbakning, vi altid får, og præcis som vi sang for Dronningen, da Skagen fejrede sit 600-års Købstadsjubilæum – ja, så er Skagen, det bedste sted på jord.
Billetter til jubilæumskoncerterne kan købes hos HAIR FOR YOU på Rødkælkevej 7 – eller ring til Tove på 20125911. Billetpris kr. 100,00 inkl. 1 glas vin.
På vegne af KLITKORET
Rolf Hauge
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klitkoret fejrer 40-års jubilæum med 2 store koncerter' til en bekendt