
Sidste film i Seniorbio for denne gang
30. oktober 2023 - kl. 6:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SeniorBios trofaste publikum kan glæde sig til efterårssæsonens sidste film, som vises tirsdag den 7., onsdag den 8. og torsdag den 9. november alle dage kl. 10.30 og efterfølgende med et par lækre stykker smørrebrød hos Kokkenes i behageligt selskab med andre filmelskere.
Filmen ”Mellem to verdener” fortæller den gribende historie om den celebre forfatter Marianne Winckler, spillet af Juliette Binoche, der flytter fra Paris til havnebyen Ouistreham i Normandiet, hvor hun vil researche til en bog om kløfterne på arbejdsmarkedet. Uden at afsløre sin identitet tager hun job som rengøringsdame på en færge, der sejler til England. Her oplever hun livet i underklassen på nærmeste hold og observerer især sine kollegers finansielle og arbejdsmæssige udfordringer. Men oplever også de nye kollegers varme fællesskab og solidaritet, som hun indlemmes i – i hvert fald så længe sjakket tror, at hun er en af deres egne. Filmens længde er på 102 minutter, og den er baseret på Florence Aubenas roman ”Le Quai de Ouistreham”.
Og så kan filmgængerne godt glæde sig til 2024, for da vender SeniorBio retur med en ny håndfuld herlige film.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sidste film i Seniorbio for denne gang' til en bekendt