From Croatia with love

25. november 2023 - kl. 6:32 - af Johanna Siiger Ejstrud

”From Croatia with love”. Sådan bydes den badmintonspillende kroat ofte på banen – i hvert fald når der spilles på hjemmebane, og det er klubbens PR mand, Michael Frederiksen, der holder mikrofonen. Og netop denne præsentation er nok meget sigende for den person, jeg mødte i Skagen Padel Center, til et interview om hvem han er, og hvorfor han er endt her i Danmark og ovenikøbet i Skagen. De varme ord handler nemlig om Zvonimir Ðurkinjak, der blandt venner i Danmark oftest går under navnet ”Jack”.

Jack har brugt hele sit liv på at spille badminton. Han har levet af det og spillet i flere af verdens lande i forskellige klubber. De sidste 12 år har man kunnet finde ham i klubben VEB. Vendsyssel Elite Badminton. 12 år i samme klub. Det er lang tid for en badmintonspiller, for ligesom i andre sportsgrene købes og sælges spillere, og klubskifte er ikke en sjældenhed. Men VEB har været noget helt særligt for Jack. Han fortæller om et hold, der udover at være spillere og kolleger også er blevet til tætte relationer – ja faktisk til familie – for kroaten. For at komme til et nyt land alene, er ikke altid en dans på roser. Det kræver noget at blive en del af et nyt samfund og at finde meningsfulde relationer et helt nyt sted. Men Jack var enormt heldig, for han blev mødt med varme og åbne arme, og han fortæller, at betydningen af den hjælp han har fået, og det sammenhold han er blevet en del af, er helt enorm. Det er da også en af grundene til, at han nu har valgt at flytte permanent til Skagen, og endda har fået sin kæreste med på ideen, så hun nu bor sammen med ham i deres nye fælles hjem.

Jack er født og opvokset i Kroatiens hovedstad Zagreb. Her voksede han op i barndomshjemmet med sine forældre og sin storebror. Han fortæller om støttende forældre og en god opvækst i trygge rammer med hyppige besøg ved bedsteforældrene på landet, hvor der både var geder og køer og masser af plads. Her husker Jack, at han kunne komme og nyde roen lidt væk fra storbyen. Når han fortæller om sin familie i Kroatien, virker han enormt taknemmelig for det, de har givet ham med sig i bagagen. Han fortæller, at han føler, at han selv er blevet et godt menneske, fordi de har vist ham hvordan, og han beskriver dem som varme og omsorgsfulde mennesker, der går op i hvordan andre mennesker har det.

Det var i grundskolen, at Jack begyndte at interessere sig for badminton. Som 10-årig fik de i idrætstimen besøg af præsidenten for den lokale badmintonklub, og det var her, at han blev fanget af sporten. Han begyndte at spille to gange om ugen, og kom med tiden op på at træne omkring ti gange om ugen. Badminton i Kroatien var på dette tidspunkt endnu anset som en hobbysport mere end en anerkendt elitesport, og det påvirkede da også træningen. Der manglede udfordrende modspillere at træne med, og faciliteterne var af skiftende kvalitet, men det forhindrede ikke Jack i at blive bedre som årene gik. Som 20-årig kom den lovende spiller med på to træningslejre i Kina i hhv. 2008 og 2009. Det bød på intens træning i en måned ad gangen. Han begyndte hurtigt at vinde kampe og blev i 2011 rangeret nr. 41 i mixdouble, nr. 52 i herredouble og i 2019 nr. 74 i herresingle i verden. Hans stærkeste våben var hans hårde smash, hvor han i 2017 blev målt til at smashe 397 km/t.

Første gang Jack stiftede bekendtskab med Danmark, var da han som 18-årig spillede i Humlebæk Badminton Klub. Her spillede han i et par år, hvor han rejste frem og tilbage mellem Kroatien og Danmark. Kendskabet til Danmark gjorde ikke beslutningen svær for Jack, da den forhenværende ligatræner af VEB, Peter R. Jensen, inviterede ham til Danmark for at spille i den nordjyske klub i 2010. Så han takkede ja og satte kursen mod Danmark. De første mange år rejste han fortsat frem og tilbage mellem Danmark og Kroatien, og når han var i Danmark, sov han enten i værelserne over træningshallen, eller ved Peter, der var gæstfri og åbnede dørene til sit hjem i Elling. Da Peter efter nogle år fik nyt job i New Zealand, skiftede klubben trænere et par gange, indtil de endte med Allan Kolbro Nielsen, som kom til at få en stor betydning for Jack – både personligt og professionelt.

Den nye træner betød ændringer i klubben. Klubbens træning flyttede til Skagen, og i starten sov spillerne på værelserne i Skagen Sportscenter, når der var træning, men Allan begyndte at invitere spillerne til at sove hjemme hos ham i stedet. Det betød, at alle spillere nu begyndte at overnatte i Allans private hjem, hvor han bor med sin kone, Lena, og deres to piger. Det gjorde noget helt særligt for spillerne, at de nu havde et fællesskab uden for banen. De spiste sammen, og Jack beskriver det som at blive en del af en ny, stor familie. Han kunne også mærke, at det nye sammenhold var med til at øge kvaliteten af deres spil, når de gik på banen, fordi som han selv siger det: ”You just want to give more”. Allan og hans families åbenhed fik Jack til at føle sig velkommen. Han har fået et tæt bånd til Allan, Lena og pigerne, og beskriver det som at have et andet hjem og en anden familie i Danmark, som han holder helt enormt meget af. Han fortæller om den store betydning, de har haft og stadig har for ham, og han virker til at mene det, når han siger at: ”I would give a kidney to Allan if he needs it.” Og det beskriver vist meget godt, hvor meget et andet menneske kan komme til at betyde for en, og hvor meget Allan er kommet til at betyde for Jack.

Det blev efterhånden oplagt for Jack at flytte permanent til Danmark, hvor han begyndte at føle, at han havde et netværk med venner og folk der ville hjælpe ham. Derfor flyttede han for to år siden til Skagen, og gjorde dermed en ende på den evindelige rejsen frem og tilbage mellem hjemlandet og Danmark. Det var en lettelse, fortæller han. Han er træt af at rejse, og klar til en mere rolig tilværelse med en fast base. Derudover er det specielt for ham, for ikke nok med at han rev teltpælene op og flyttede til Danmark, så er en lang badmintonkarriere også ved at nå sin ende. Han har spillet sin sidste officielle kamp med VEB, og står nu udelukkende som reservespiller i klubben. Det særlige fællesskab og tilhørsforhold til VEB, er det der har fået Jack til at blive i klubben i 12 år i træk. Det er de selvsamme ting, der gjorde, at den sidste kamp med klubben blev enormt betydningsfuld og følelsesladet. Det var emotionelt for Jack at sætte punktum i en æra af sit liv, hvor så mange mennesker har været der for ham, hjulpet ham, og vist ham nærvær og kærlighed.

Jacks eventyr er dog ikke forbi, for nu tager han hul på en ny periode i sit liv. Han fortæller, at han er begyndt at spille padel, der er mindre nedslidende for kroppen, og at han også er på vej ind i en helt ny slags tilværelse, hvor han går på arbejde på en måde, han aldrig har prøvet det før. Han fortæller, at det har været en øjenåbner for ham at begynde at arbejde med andet end som badmintonspiller. Skagens Sportscenter er drevet af den tidligere VEB-træner Peters bror, Jan R. Jensen, og hans kone Anette Jensen, og i Jan fandt Jack endnu et hjælpsomt menneske, da klubben flyttede til Skagen. Jan hjalp med papirarbejdet, og med at skaffe Jack sit første ”almindelige” arbejde på Ruths hotel som pedel/handyman. Her arbejdede han et års tid, mens han underviste i badminton ved siden af. Nu arbejder han på Grenen Kiosk, som Allan og Lena driver. Han fortæller, at det er gået op for ham, at livet som badmintonspiller på sin vis var et nemt eller simpelt liv. Man træner eller spiller kamp, tager hjem, spiser, sover, restituerer og så gør man det én gang til og én gang til. Selvfølgelig skal man være målrettet og træne hårdt, men det er alligevel noget andet.

Derfor føler Jack også på en måde, at livet starter nu – eller at det starter igen på en ny måde i hvert fald. Han glæder sig over sin nye tilværelse med fast arbejde og fast hjem i Skagen med sin kæreste, som han beskriver som ”englen derhjemme”. Han håber på, at de to måske kan købe hus sammen i Skagen på et tidspunkt, hvis hun beslutter sig for, at hun også vil blive permanent her i landet. Han snakker også om, at han vil til at lære dansk, når han får tid til det. Omvæltningen fra at bo i Kroatiens hovedstad og største by til at bo i en lille by i udkantsdanmark har ikke været svært for Jack, for de værdier han selv voksede op med, spejles godt i det liv han har fået skabt sig her. Han voksede op i en storby med en mor, der favnede naboerne og sørgede for at bage småkager, når nye flyttede ind i lejlighedskomplekset. På den måde blev sammenhængskraften også dyrket i storbyen, ligesom han beskriver, at den bliver det her. Jack er blevet glad for Skagen, og for det sammenhold og den støtte han har mødt i hans tid i Danmark. Han føler, at han er blevet en del af et fællesskab, hvor man kærer sig og tager sig af hinanden, og det er han meget taknemmelig for.