En bæredygtig fremtid for aftenskolen efterlyses

En bæredygtig fremtid for aftenskolen efterlyses

26. maj 2024 - kl. 6:25 - af

Der er samlet set ekstraordinære udfordringer – både økonomiske og praktiske – forbundet med at lave aftenskole. Med aftenskolens økonomimodel in mente så er der en reel bekymring for fremtiden og opmærksomhed på vilkårene for aftenskolen – ikke bare for FOF Vendsyssel, men i det hele taget.

Styrk vores lokalsamfund – invester i aftenskolen

Der er fuld forståelse for, at årets kommunale budgetlægning er en udfordring, hvor vores politikere er nødt til at gennemføre nedskæringer på vigtige områder, som de dybest set ikke ønsker at forringe.

Jeg opfordrer til, at der denne gang vil være blik for muligheden for at styrke de kommunale tilskud til aftenskolerne!

Den folkeoplysende voksenundervisning er masser af kurser, foredrag og andre kulturelle og oplysende aktiviteter, som er med til at alle kan blive både klogere, sundere og gladere. Men aftenskoleverdenen er ganske enkelt så økonomisk presset, at størrelsen på de kommunale tilskud kan være med til at afgøre, om vi kan fortsætte alle de mange aktiviteter i Vendsyssel til glæde for borgere – helt lokalt.

Jeg vil derfor kort orientere om, hvorfor aftenskolernes økonomi er så presset. Og jeg vil argumentere for, at der både ud fra et økonomisk og et lokalsamfundsmæssigt synspunkt er god fornuft i, at kommunerne i Vendsyssel investerer i aftenskolen i stedet for at spare.

Vilkår for oplysning og kultur er politisk bestemt

Alle har indflydelse her – både borgere og politikere! Det handler om helt enkle ting som løn og lokaler. Aftenskolens økonomimodel er meget enkel, men beskårede bevillinger og højere udgifter skubber til modellens bæredygtighed.

Aftenskolen og oplysningsforbund som FOF Vendsyssel, tildeles et årligt kommunalt tilskud, som er øremærket til løn til undervisere. Det er en meget enkel tilskudsmodel idet løn til undervisere er bestemt af en bekendtgørelse, og den har hverken aftenskolen eller kommunerne indflydelse på. Det kommunale tilskud dækker en mindre del af underviserlønnen, og resten (den største del) er borgernes egenbetaling for at gå på kursus. Det betyder helt enkelt, at med højere underviserløn, så rækker tilskuddet til færre kurser.

Hvorfor er aftenskolernes økonomi så presset?

Bevillingerne til aftenskole er beskårede, og timesatsen for undervisernes løn er steget pr. 1. april, og udgiften til kursuslokaler stiger. Derfor er det også meget enkelt, at det hele er en udfordring for aftenskolen.

De nye overenskomster har givet store lønstigninger til lønmodtagerne og pr. 1. april også til de dygtige undervisere i aftenskolen. Det er alle vel undt! Men i aftenskolernes verden er lønstigningerne en voldsom økonomisk udfordring, idet der ikke følger ekstra penge med i tilskud.

I forvejen er aftenskolernes økonomi under pres. Stigende udgifter til lokaleleje, el og varme har igennem længere tid udfordret økonomien. Det har givet røde tal på bundlinjen, og her er løsningen enten færre aktiviteter til borgerne eller højere priser, der ofte fører til lavere deltagertal.

Aftenskolerne er ikke sat i verden for at tjene penge, men for at skabe folkeoplysende aktiviteter i meningsfyldte fællesskaber for ALLE borgere. Fornuftige kommunale tilskud udgør selve grundlaget for, at aftenskolen kan fastholde de mange folkeoplysende tilbud i Vendsyssel.

Aftenskolen overlevede Corona, men nedskæringer og øgede udgifter udfordrer

Der er blevet sagt, at det vil tage mindst fem år at komme tilbage til noget, der minder om før Corona. I aftenskolen og i kulturlivet i det hele taget er det en klar oplevelse, at der er ikke noget, det hedder ”ny normal” hverken efter Corona, inflation og anden pessimisme.

Men aftenskolen har ikke de økonomiske ressourcer til at vente i fem år, på at tingene bliver bedre. I forvejen er det at drive en aftenskole er stor udfordring på grund af den økonomimodel, som aftenskole tilbyder.

Aftenskolen er for alle, men er der plads til aftenskolen?

Aftenskole er tilbud til alle voksne borgere i fritiden både dag og aften. Det er et af de folkeoplysende tilbud og dermed en væsentlig del af det, som er og har været savnet efter Corona og i andre svære tider nemlig: fællesskab og udvikling af det, som den enkelte oplever som interessant.

I aftenskolen er der plads til alle, som ønsker at være med. Men aftenskolen oplever et stigende problem med at opretholde sin plads i det kommunale landskab. Det er ikke piv, men et opråb til ansvarlige politikere for at sikre fremtiden for folkeoplysning.

I det daglige har aftenskolerne et aldeles udmærket samarbejde med de lokale fritidsforvaltninger, det er ikke der problemet er. Problemet er beslutninger i de politiske systemer, som får utilsigtede, men uheldige følgevirkninger på aftenskolernes aktiviteter og dermed for borgernes muligheder for at udfolde sig frit i aftenskolens fritidsaktiviteter.

Opfordring til kommunalbestyrelserne i Vendsyssel

Vi synes, at man får rigtig meget for pengene i aftenskolen hos FOF Vendsyssel: Viden, livskvalitet og fællesskab. Det er desværre ikke lige så prisvenligt at deltage i aftenskolens tilbud, som det har været. De kommunale tilskud rækker ikke hele vejen rundt til de stigende udgifter. Det er vigtigt, at alle, der har behov og lyst, også skal have råd til at være aktive i aftenskolen. Derfor opfordrer vi kommunalbestyrelserne i Vendsyssel til at øge de kommunale tilskud, så vi kan undgå alt for store prisstigninger på aftenskolens kurser og foredrag i fremtiden og dermed afholde borgere fra at være med på grund af prisen.

En investering i aftenskolen er en investering i trivsel

Ensomhed, mistrivsel samt dårlig mental og fysisk sundhed er udråbt som nogle af tidens største samfundsudfordringer. Og netop aftenskolen er et af de steder, der er i fuld gang med til at løse de udfordringer. Forskning viser, at deltagerne i aftenskolerne oplever øget livskvalitet og bedre mental sundhed. I aftenskolen er man ikke ensom, men en del af et givende fællesskab. På de mange kurser i bevægelse betaler deltagerne selv for at gøre noget godt for deres krop og sundhed. Og så er aftenskolen ikke mindst med til at bidrage til, at vi har et levende lokalsamfund i Vendsyssel.

Bæredygtig berettigelse

I aftenskolerne investerer borgerne selv i et bedre liv ved at gå til noget for både krop og hjerne. Det kan mindske og udskyde behovet for hjælp fra socialforvaltning, sundhedsforvaltning og andre kommunale kasser. Det er imidlertid desværre ikke alle, der har råd til at deltage i aftenskolens aktiviteter og lige præcis dem, der har mest brug for det er ofte dem, der vælger det fra på grund af økonomien.

Sidst men ikke mindst, så bidrager aftenskolerne med de mange dygtige undervisere til at højne beskæftigelsen og skatteindbetalingerne i vores kommuner. Alt dette er god bæredygtig lokaløkonomi, som aftenskolen fortsat gerne vil være en del af i Vendsyssel.

Alle er velkomne i den lokale aftenskole

Hos FOF i Vendsyssel er der plads til alle. Uanset køn, alder, baggrund eller familiestatus. Det skaber gensidig forståelse – og er med til at styrke den demokratiske samtale, sammenhængskraften og tilliden i vores kommuner i Vendsyssel. Det er også bæredygtighed!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'En bæredygtig fremtid for aftenskolen efterlyses' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger