Verdensballetten klar til Skagen

Verdensballetten klar til Skagen

23. juni 2024 - kl. 6:04 - af

Endnu engang præsenterer Verdensballetten en forestilling fyldt med magi, hjertegribende historiefortælling, virtuose piruetter, og gode grin, når en række af verdens største balletstjerner danser foran Den Tilsandede Kirke – søndag den 14. juli kl. 18.00.

Det er 16. sæson Verdensballetten danser i Skagen. Det hele begyndte en smuk sommeraften i 2008. Siden har Verdensballetten udviklet sig til at være Danmarks største sommerturné med både ballet, opera og klassisk musik på programmet. I år præsenteres 10 forestillinger over hele landet – men det hele begyndte i Skagen. Det er også den historie der fortælles år efter år ude i landet, at Skagen er arnestedet, at det er Skagen der er fundamentet for Verdensballettens virke.

Årets kunstnere er solodansere og ballerinaer fra The Royal Ballet of London, Statsballetten fra Berlin, Den Kongelige Ballet fra København, og Den Norske Nationalballet fra Oslo. Kunstnere som normalt kun kan oplevede på de største scener i New York, London, Paris, Milano, Berlin og andre store byer.

Klassisk ballet, moderne dans, og helt ny koreografi
Årets program byder på klassisk ballet, moderne dans, og helt ny koreografi skabt specielt til årets forestilling. Der vil være uddrag af Nøddeknækkeren, der vil være stor virtuos dans med pas de deuxen Bolero, og der vil også være helt nye værker på programmet som ser dagens lys med årets forestilling. Gennem årene har nogle af danserne sat deres præg på programmet med egne koreografier, dog ikke så omfangsrigt som i år. Det har været en ongoing conversation at vores dansere har haft lyst til også at koreografere. Derfor har vi i år valgt at lade flere af de nye værker blive skabt i en kreativ dialog mellem vores kunstneriske leder Steven McRae og de enkelte dansere.

Ikon fra New York og London
Man skal passe på med at bruge ord som ikon, men lige når det gælder den engelske koreograf Arlene Philips er et absolut passende. Hun er et ikon både på Broadway og i West End. Gennem tiden har hun skabt koreografier til en lang række af de største musicals, Grease, Saturday Night Fever, Starlight Express, m.fl. – hun har stået for både instruktion og koreografi af musikfilm med bl.a. Freddie Mercury, Tina Turner, Whitney Houston, Duran Duran, Donna Summer og mange andre. I dag er hun stadig still going strong, og i en alder af 81 år blev hun i april for 5. gang honoreret med en Sir Laurence Olivier Award, for koreografien til musicalen Guys and Dolls på Londons Bridge Theatre. Til Verdensballetten 2024 har Arlene Philips sammen med Steven McRae skabt en meget charmerende ballet med titlen ”Somewhere over the Rainbow”, og som danses af de to engelske solodansere Anna Rose O´Sullivan og Xander Parish.

Lina Johnson – årets sopran
Årets operasolist er den norske sopran Lina Johnson. Hun er uddannet på operaakademiet i København, og er i dag en del af solistensemblet ved Den Norske Opera. Her har hun bl.a. sunget Violetta i Verdis opera La Traviata. Netop nu er hun på europaturné med den spanske musiker og dirigent Jordi Savall, og umiddelbart efter Verdensballetten debuterer hun ved festspillene i Salzburg.

Charlie Siem vender tilbage
Den norsk/engelske violinist Charlie Siem vender tilbage til Verdensballetten. Han var en fast del af vores musikalske team frem til 2016. Han har været solist med en lang række orkestre, gæstet festivaler og indspillet flere album. Nu er han tilbage og bliver akkompagneret af den engelske pianist Caroline Jaya-Ratnam.

Ny dag og nyt tidspunkt
Som noget nyt er årets forestilling flyttet til en søndag – og til kl 18.00. Det er et ønske fra publikum at forestillingen begynder tidligere, så man undgår at det bliver alt for koldt sidst på aftenen. Det betyder at forestillingen slutter kl. ca. 20.15. – og at man også kan nå at spise efter forestillingen. Adgang til pladsen åbner to timer før forestillingen begynder, og man er som altid velkommen til at tage en picnickurv med og holde picnic i klitterne eller på publikumsområdet før forestillingen.

Verdensballettens kunstneriske leder og grundlægger, Jens-Christian Wandt siger:

– ”jeg glæder mig som altid til Verdensballetten i Skagen, den forestilling er noget helt særligt, her er vi på hjemmebane, her mærker vi meget tydeligt at publikum er vores venner. Tænk den rejse vi begyndte i 2008 har udviklet sig til denne store sommerturné, hvor Skagen er omdrejningspunktet, og hvor dansere fra hele verden står i kø for at være med. Det var bestemt ikke noget vi forventede da vi begyndte for 16. år siden. Vi har skabt et koncept med kultur i naturen, hvor naturens egne rammer, kunsten på scenen, stemningen blandt publikum, og ikke mindst det lunefulde danske sommervejr, skal gå op i en højere enhed. Det kan til tider give udfordringer, men det er udfordringer der inspirerer, som styrker oplevelsen og gør hele konceptet unikt, – jo – Skagen er noget særligt, og vi glæder os alle meget til forestillingen blandt venner ved Den Tilsandede Kirke”.

Der er stadig få billetter tilbage

Info og billetsalg: www.verdensballetten.dk

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Verdensballetten klar til Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger