På billedet er det Præsident i Lion Club Skagen, Bjørn Møller og Kasserer Michael Levin, Arkivfoto,
Lions Club Skagen fejrer 60-års jubilæum ….
16. april 2025 - kl. 7:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
…. og inviterer lokale ildsjæle til at søge støtte.
Skagen/Aalbæk – I maj 2025 kan Lions Club Skagen fejre et imponerende 60-års jubilæum, og i den anledning ønsker klubben at give lidt ekstra tilbage til det lokalsamfund, som har bakket op gennem årene.
Derfor inviteres lokale foreninger, klubber og ildsjæle i Skagen- og Aalbæk-området til at ansøge om donationer til almennyttige eller velgørende formål. Har I et projekt, der fortjener støtte – stort eller småt – så er det nu, I skal gribe chancen.
I anledning af jubilæet uddeler Lions Club Skagen ekstraordinære donationer, som kan søges af lokale aktører, der gør en forskel i området. Ansøgninger skal være indsendt senest den 10. maj 2025, og modtagere af donationer vil blive inviteret til en officiel reception. Ansøg her.
Jubilæet markeres med en festlig reception lørdag den 24. maj 2025 kl. 16.00 – 17.30 i Kulturhus Kappelborg. Her vil både modtagere af donationer og klubbens sponsorer blive fejret og takket for deres indsats og opbakning gennem årene.
Private borgere eller virksomheder, som ønsker at støtte Lions Skagens jubilæum og dermed det gode formål, er meget velkomne til at tage kontakt til klubbens koordinator, Bjørn Møller på tlf. 4014 2471 – gerne inden den 1. maj 2025.
Lions Club Skagen blev stiftet i 1965 og er en del af den internationale velgørenhedsorganisation Lions Club International. Klubben bygger på fællesskab og frivillighed, og kombinerer det sociale samvær med en stærk indsats for både lokale og globale formål.
Gennem året arrangerer klubben forskellige kulturelle begivenheder og uddeler årligt mellem 75.000 og 100.000 kr. til almennyttige initiativer. Lions Skagen er også “moderklub” for den lokale pigeklub Lions Anna Ancher.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lions Club Skagen fejrer 60-års jubilæum ....' til en bekendt