
Maria Gade Dorf.
Hvordan sikrer vi velfærden i en tid med oprustning?
16. juni 2025 - kl. 8:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Under det netop overståede Folkemøde på Bornholm fik jeg muligheden for at stille et spørgsmål direkte til statsminister Mette Frederiksen under hendes partiledertale fra hovedscenen.
Mit spørgsmål handlede om noget, jeg tror mange borgere – både i Frederikshavn og i resten af landet – bekymrer sig om: Hvordan sikrer vi, at den borgernære velfærd ikke bliver nedprioriteret i en tid, hvor der bliver brugt flere og flere midler på oprustning og forsvar?
Jeg nævnte specifikt vores daginstitutioner, folkeskoler og ældrepleje – områder, som er helt centrale for et trygt og sammenhængende samfund.
Mette Frederiksen svarede, at oprustning er uundgåeligt. Det er jeg grundlæggende enig i. Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at vi tager ansvar og bidrager til at beskytte Danmark og vores allierede.
Men hun understregede også noget vigtigt: At oprustningen skal ske på en måde, hvor vi samtidig bevarer og styrker vores velfærdssamfund. Det er en balance, vi som samfund skal kunne finde – og et løfte, vi skal holde fast.
Jeg er rigtig glad for at det også er regeringens fokus, at vi skal sikre velfærden, som grundlaget for et frit Danmark.
Med venlig hilsen
Maria Gade Dorf
Medlem af Byrådet, Frederikshavn Kommune
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvordan sikrer vi velfærden i en tid med oprustning?' til en bekendt