En historisk beslutning med stor betydning for hele kommunen

En historisk beslutning med stor betydning for hele kommunen

6. juli 2025 - kl. 6:06 - af

Det er nu besluttet, at det nye flådeskibsværft til Forsvaret skal placeres på havnearealet i Frederikshavn. En beslutning, der ikke blot sætter Frederikshavn på det nationale landkort, men som også baner vejen for markant vækst i arbejdspladser, erhvervsliv og den maritime sektor.

”Det her er en historisk dag for Frederikshavn Kommune. Vi er blevet hørt – og vi er blevet valgt. Det er et kæmpe skulderklap til hele vores område og et resultat af et stærkt og målrettet samarbejde,” udtaler borgmester Karsten Thomsen på vegne af et samlet byråd.

Han fortsætter:

”Jeg vil gerne takke hele Byrådet, de øvrige nordjyske borgmestre og Business Region North. Vi har stået sammen og arbejdet tæt for at få dette til at lykkes – og det er lykkedes. Det her er ikke kun en sejr for Frederikshavn, men for hele Nordjylland.”

En motor for vækst og udvikling

Med beslutningen om at placere det nye flådeskibsværft i Frederikshavn åbner der sig nye muligheder for vækst i hele området. Etableringen af værftet vil styrke erhvervslivet – både direkte og gennem følgeerhverv – og bidrage til en positiv udvikling i Nordjylland. Det understøtter kommunens ambitioner om at være en attraktiv kommune med stærke fremtidsmuligheder.

”Vi står med et projekt, der kan blive en motor for udvikling i hele Nordjylland. Det handler om arbejdspladser, erhverv, uddannelse og fremtidens muligheder for vores borgere,” siger borgmester Karsten Thomsen på vegne af byrådet.

Strategisk placering og tæt samspil med Søværnet

Det nye flådeskibsværft forventes placeret på et cirka 135.000 m² stort areal i Frederikshavn Havn. Området er udlagt til havneformål og har direkte kajadgang og eksisterende infrastruktur, hvilket gør det velegnet til værftsaktiviteter.

Placeringen tæt på Søværnets eksisterende faciliteter i Frederikshavn skaber en stærk synergi. Det nye værft vil kunne understøtte Forsvarets operative behov og bidrage til en mere effektiv vedligeholdelse og nybygning af flådefartøjer – med kortere afstand mellem værft og flåde.

Den videre proces

Med beslutningen er næste skridt den politiske behandling af lokalplanen, som forventes at kunne ske i august. Herefter kan den konkrete planlægning og etablering af værftet gå i gang. Frederikshavn Kommune vil arbejde tæt sammen med Forsvaret, alle skibsværfter i kommunen og øvrige aktører for at sikre, at området hurtigt og effektivt kan tages i brug – så Danmark står klar til at levere moderne flådefartøjer i rette tid.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'En historisk beslutning med stor betydning for hele kommunen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger