Små skridt – store forskelle….

Mads Dyhr, Terese Hallgreen og Peter Bøgil Jensen.

Små skridt – store forskelle….

12. juli 2025 - kl. 6:22 - af

…. BROEN Frederikshavn modtager donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Idræt, spejder, musik og andre fritidsaktiviteter skaber glæde, personlig udvikling og fællesskabsfølelse for mange børn og unge. Desværre er det ikke alle børn og unge, der har midlerne og muligheden for at deltage i sådanne fritidsaktiviteter. BROEN Frederikshavn hjælper socialt udsatte børn og unge i lokalområdet med at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab, og til at realisere det har de netop modtaget en donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

BROEN har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter. Det sker gennem BROENs lokalforeninger, der gør en stor indsats for at få udsatte børn og unge ind i sociale og aktive fællesskaber.

Terese Hallgreen, formand i BROEN Frederikshavn, siger: ”Hos BROEN Frederikshavn ser vi desværre alt for mange børn, der står udenfor fællesskabet, fordi de ikke har midlerne til at deltage i fritidsaktiviteter som deres jævnaldrende. Når vi hjælper disse børn med at blive inkluderet, oplever vi hver gang en fantastisk glæde og stolthed hos dem. Derfor betyder støtten fra lokalsamfundet og fonde som EDC Poul Erik Bech Fonden utrolig meget for os, da den er afgørende for, at vi kan gøre en forskel for endnu flere børn”.

I 2024 hjalp BROEN Danmark mere end 7.500 børn og unge i hele landet med at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab. Det resulterede også i, at BROEN Danmark og alle de frivillige ildsjæle blev tildelt Idrættens Sociale Pris ved gallashowet Sport 2024.

Alle børn og unge fortjener en chance
Peter Bøgil Jensen, partner i EDC Poul Erik Bech Skagen, og Mads Dyhr, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, stod for overrækkelsen af donationen. De er glade for at kunne være med til at give flere børn og unge en chance for at blive en del af et socialt og aktivt fællesskab. Peter Bøgil Jensen udtaler:

“BROEN Frederikshavn udfører et uvurderligt socialt arbejde ved at sikre, at børn og unge fra økonomisk trængte familier kan deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med deres kammerater. Ingen børn bør føle sig udenfor fællesskabet på grund af manglende ressourcer, og derfor er deres indsats helt afgørende for børnenes trivsel og personlige udvikling”.

Ligeledes beretter Mads Dyhr: “Hos EDC Poul Erik Bech er vi stolte af at bidrage til denne vigtige opgave, fordi vi tror på, at ethvert barn har ret til et aktivt fritidsliv. Ved at støtte BROEN Frederikshavn er vi med til at give børnene bedre muligheder, selvtillid og et stærkere socialt netværk – alt sammen til gavn for både det enkelte barn og hele lokalsamfundet”.

Største donation siden 2016
EDC Poul Erik Bech Fonden har doneret 1,15 mio. kr. til BROEN Danmark i 2024, hvilket er fondens største donation til BROEN siden 2016, hvor samarbejdet startede.

Jane Bech, direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, siger: “Via overskuddet i EDC Poul Erik Bech støtter vi foreninger, der gør en ekstraordinær indsats for udsatte børn og unge. BROEN Danmark er et rigtig godt eksempel herpå, da deres frivillige spiller en aktiv rolle i at fremme børn og unges trivsel og sundhed. Derfor har vi siden 2018 doneret minimum 1 mio. kr. om året til BROEN.”

“Foreningslivet er en vigtig del af lokalsamfundene i Danmark, og BROEN yder en stor og vigtig indsats med at inkludere dem, der normalt ikke ville have råd til at være en del af sådanne fællesskaber. BROEN har en professionel tilgang og er i tæt dialog med bl.a. pædagoger, lærere, SSP og andre støttepersoner, der yder en stor indsats. Det glæder os derfor, at vi igen i år har mulighed for at yde støtten” siger Jane Bech.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Små skridt – store forskelle....' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger