
Lokalhistorikerne tager på udflugt
15. juli 2025 - kl. 6:48 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den årlige udflugt for medlemmer af Skagen Lokalhistorske Forening finder sted søndag den 7. september. Bussen er fra JC Turist, og den starter fra Tinghuset præcis kl. 10 om formiddagen.
Kursen sættes mod Lindholm Høje, hvor man skal besøge Vikingemuseet, der hører under Nordjyske Museer. Allerede fra slutningen af 1800-tallet var man klar over, at her lå en vikingegravplads dateret til perioden mellem 400 og 1000 e.Kr. Først i 1950’erne tog man dog fat på udgravningerne, og i 1992 åbnede museet.
Deltagerne i turen får en grundig rundvisning i museets to centrale udstillinger, dels om vikingernes liv på Lindholm Høje, dels om oldtiden i Limfjordslandet. Man kan glæde sig til at opleve et af Danmarks smukkeste og mest markante fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid.
Når man har set sig mæt, melder sulten sig omgående, og bussen kører nu til Futten i Blokhus, hvor den legendariske Fut Frokost venter på turens deltagere. Man får også mulighed for at strække benene i den hyggelige badeby, inden det atter går mod hjemlige strande. Der køres som sædvanlig ad snirklede, vendsysselske smutveje. Sidst på eftermiddagen er lokalhistorikerne atter i Skagen.
Det koster 300 kr at deltage i turen, og så er alt gratis – bortset fra de drikkevarer, man ønsker til Fut Frokosten.
Tilmelding kan ske i Tinghuset, hvor der som bekendt er åbent hver onsdag og torsdag eftermiddag, eller på mail: skagenlokalhistoriskeforening@gmail.com. Der kan betales med kontanter eller mobilepay 395962.
Tilmelding og betaling skal ske senest den 27. august og foreningen glæder sig til at sende en bus fyldt med muntre lokalhistorikere til Lindholm og Blokhus.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalhistorikerne tager på udflugt' til en bekendt