Solen bagte ned over Hulsigs markedsdag

Solen bagte ned over Hulsigs markedsdag

21. juli 2025 - kl. 9:09 - af

Kolde drikke og solcreme med maksimal beskyttelsesfaktor var uundværligt udstyr for både købere og sælgere på Hulsigs traditionelle markedsdag søndag den 20. juli. Trods den bagende hede var der hundredvis af mennesker, som brugte en del af søndagen på pladsen foran forsamlingshuset på Kandestedvej.

Krukker, legetøj, second-hand-tøj, husholdningsartikler og antikvariske bøger var blandt de mest populære varer, der skiftede ejer. Rigtig mange fik også stillet sulten med de lækre fiskefrikadeller, som Ålbæk-virksomheden Tenax – i lighed med tidligere år – havde doneret til arrangørerne i Hulsigs borgerforening.  

Selv om både mad og drikke blev tilbudt til særdeles rimelige priser, fik borgerforeningen et pænt firecifret overskud ud af arrangementet. 

“Det er et væsentligt bidrag til foreningens arbejde og ikke mindst til de udgifter, der opstår, når vi skal vedligeholde og modernisere forsamlingshuset, som i over 70 år har været et samlingspunkt i vores landsby”, siger Niels Bünemann, der er kasserer i Hulsig Borgerforening. 

De fleste af de godt 30 stadeholdere var godt tilfredse med deres omsætning, som de svedte sig til i temperaturer over 30 grader i skyggen. I Hulsig glæder man sig allerede til næste års markedsdag. som dog endnu ikke er fastlagt i kalenderen. Men én lære tager bestyrelsen med sig fra dette års arrangement.

“Det var en fejl, at vi ikke var i stand til at servere kage til eftermiddagskaffen for de mange gæster. Det retter vi op på til næste år”, erkender kasserer Niels Bünemann, der lover at denne fejl ikke vil gentage sig i 2026.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Solen bagte ned over Hulsigs markedsdag' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger