Sidsel Ulriksen (68) fra Drammen i Norge har tilbragt sin ferie i Skagen hvert eneste år siden hun var 8 år gammel – og i år fejrer hun sit 60-års jubilæum med byen, der for længst er blevet hendes andet hjem.
Det hele begyndte, da hun som barn tog færgen Holger Danske fra Oslo til Frederikshavn sammen med sine forældre. De lejede sig ind hos en privat udlejer på Nørreled, og den unge Sidsel forelskede sig med det samme i byen og dens særlige atmosfære.
– Jeg husker det tydeligt. Lyset, havet, duften af tjære og fisk. Det satte sig i mig, fortæller hun.
Siden dengang har hun besøgt Skagen hvert år – ofte flere gange om året og på alle årstider. Enten med familie, venner eller alene. I år blev hendes 60-års jubilæum markeret med et ophold på Color Hotel Skagen, men selvom hun rejste hjem i fredags, planlægger hun allerede at vende tilbage senere på året – blandt andet i forbindelse med Julebyen i Ålbæk.
Skagen er ikke bare en feriedestination for hende – det er et sted fyldt med minder. Hun husker det gamle Skagen med personligheder som Rav Larsen, kunstnere som Kurt Kaas og Aksel Lind, og visesangere som Lars Brun. Hun mindes også, hvordan kongefamilien – arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde – ferierede på Klitgården og var en del af byens liv.
Et fast ritual for Sidsel er at stå tidligt op og gå på fiskeauktion kl. 7 om morgenen – noget hun har gjort utallige gange gennem årene. Og ingen Skagen-tur uden en tur ud til Grenen – gerne med Sandormen.
– Det er noget særligt at stå der, hvor de to have mødes. Det bliver jeg aldrig træt af, siger hun.
Skagen har givet Sidsel både ro og livsglæde. Hun har skabt mange venskaber her, og selv om tiden har ændret byen, er følelsen den samme.
– Skagen er mit fristed, mit andet hjem. Jeg kommer så længe, jeg kan.
Og det er der ingen tvivl om – Sidsel Ulriksen kommer igen.
Det Sidsel i sit liv har oplevet med Skagen og skawboer, det er smukt: Ce la vie!
/en gammel vendelbo
Det er bedre med en dram i timen, en en time i Drammen?