Velfærd, ældrepleje, havn og udvikling i fokus på vælgermøde

Velfærd, ældrepleje, havn og udvikling i fokus på vælgermøde

24. oktober 2025 - kl. 8:41 - af

Alle pladser var optaget i retslokalet i For Retfærdigheden i Sæby, da der torsdag aften blev afholdt vælgermøde med deltagelse af de 4 borgmesterkandidater Anders Brandt Sørensen (A), John Lamp Henriksen (C), Christina Lykke Eriksen (SF) og Jon Andersen (V).

I sin indledning stillede Christina Lykke Eriksen spørgsmålstegn ved, om borgerne er utilfredse. Hun erkendte, at samarbejdet i byrådet ikke havde været verdens bedste de seneste 4 år. Hun foreslog, at noget må gøres anderledes, og at der kommer et byråd, som kan og vil samarbejde. ”Alle partier skal med til bords og være i centrum,” sagde hun.

Endvidere ønskede hun en langt mere langsigtet plan med diverse temaer, for ikke mindst på velfærdsområdet er der noget, som halter. Temaerne bør koncentrere sig om et boost i økonomien for skolerne, ældreplejen samt erhvervslivet, hvor det er vigtigt med arbejdspladser. ”Erhvervsliv og velfærd skal gå hånd i hånd”, lød det fra Christina Lykke Eriksen.

I førersædet sammen med erhvervslivet

Anders Brandt Sørensen slog fast, at Socialdemokratiet ikke løber fra, hvad der er sket de seneste 12 år. Han fandt, at mange småting er med til at ”summe op” om udviklingen, og han opridsede en række tiltag gennem de seneste år, bl.a. afskaffelse af rullende skolestart og udskiftning af alle skolemøbler. ”Elevernes arbejdsmiljø skal i fokus,” sagde han.

Anders Brandt ønsker at bekæmpe ensomheden – ikke mindst blandt ældre, og så vil han have kommunen i førersædet sammen med erhvervslivet, og kommunen skal i gang med mere medarbejderindflydelse og arbejdsmiljø. Det vil også medvirke til på længere sigt at løfte velfærdsområdet. Kulturen skal støttes, og det betyder, at der skal sikres udvikling for hele kommunen, og der skal derfor ikke lukkes små skoler.

Visionsorienteret kommune

Frederikshavn er en kommune med mange ildsjæle. Derfor vil Jon Andersen gå mere visionsorienteret frem. Det skal ske ad 4 spor.

Venstre finder, at økonomien trænger til et eftersyn. Det samme gør kernevelfærden. Dernæst skal der ske udvikling i kommunen, og endelig skal der være et politisk spor om, hvorledes tingene løses. Kort og godt: hvad er det for opgaver, som skal varetages?

Jon Andersen sagde: ”Vi skal afvikle gæld og ”sætte kommunen fri”, hvilket vil være med til at sikre bosætning i kommunen, samtidig med at kernevelfærden kommer tilbage på sporet.”

Jon Andersen går ind for, at kommunen kommer foran på erhvervsområdet. ”Vi skal være klar, når mulighederne er der. Vi vil sikre udvikling i kommunen. Det handler om mennesker, hvorved alle gode idéer kan komme til at spire.”

Mere bosætning og nærhed i velfærden

Fra John Lamp Henriksen lød det, at der fortsat er brug for en ansvarlig økonomi i kommunen. Den demografiske udvikling (færre borgere) betyder desværre færre skatter og mindre bloktilskud. Derfor er det helt centralt, at der skaffes flere arbejdspladser, og at der kommer øget bosætning i kommunen.

”Der skal større nærhed og kvalitet i velfærden. Der skal tillid og tryghed i hverdagen. Den økonomiske ”kage” skal gøres større.”

Han ser kommunen som værende til for borgerne, og der må arbejdes på at skabe større økonomisk råderum.

Største problem lige nu

Peter Michael Lauritsen var moderator for mødet. Han indledte den efterfølgende debat med et spørgsmål om, hvad de 4 kandidater anså som det største problem lige nu.

Jon Andersen replicerede, at det er bosætning. Der er brug for flere tilflyttere, hvilket hænger sammen med kommunens økonomi. ”Vi har en kæmpe opgave i at fortælle om gode miljøer.”

Anders Brandt fandt, at kommunen skal være bedre rustet til planstrategi. Når en ny kommuneplan kommer på plads, vil dette også hjælpe på øget bosætning i kommunen.

Christina Lykke ønsker en politisk fælles retning, som også betyder en fælles retning med borgerne, hvor alle delmål er beskrevet. ”Tilflytning er vigtig. Frederikshavn Kommune skal være et rigtig godt sted at bo, og så skal der være god tilknytning til de unge.” Relationer er meget afgørende, og det gælder om at få skabt gode fællesskaber.

Også John Lamp ønskede øget bosætning til at give flere indtægter og samtidig mere kvalificeret arbejdskraft. Han turde ikke love, at der ikke kan blive tale om skolelukninger, men det skal i så fald være sidste udvej.

Ældreplejen til debat

Næstformand i Ældrerådet, Karl Aage Brasted, ønskede belyst, hvorfor Ældrerådet ikke bliver spurgt mere til råds, når lovgivningen foreskriver det.

Anders Brandt ville gerne sikre, at råd og nævn samt personalet bliver hørt, samtidig med at der fjernes bureaukratiske lag. Christina Lykke fandt, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at blive hørt. Hun ser også gerne sygefraværet nedbragt. ”Er der mon et minuttyranni?” spurgte hun.

Flemming Køstner (fra DF) foreslog en tilbundsgående undersøgelse af ældreplejen. Hertil svarede Christina Lykke, at opgaverne er meget komplekse. ”Det er politikerne, der laver de økonomiske prioriteringer. Det er et politisk ansvar!”

Afslag på Sæby Rådhus

Leder af friskolen i Sæby, Helle Krogsgaard, havde fået afslag på et bud på at købe Sæby Rådhus, som hun gerne så som fremtidigt kulturhus. ”Jeg savner modet hos politikerne til at turde gøre en forskel,” sagde hun.

John Lamp Henriksen forklarede, at det afgivne bud ikke var ”prangende”, og man er nødt til at have en realistisk pris.

Energipark og usikkerhed

Randi Funch talte om energipark, som ser ud til at komme lige i hendes baghave ved Øksenhede. Hun savnede borgerinddragelse i sagen. ”Vi føler os tromlet af politikerne i denne sag,” var hendes opfattelse.

Anders Brandt forklarede, at der i denne sag er tale om statslig energipark, og selv om han er tilhænger af grøn energi, fandt han det helt urimeligt, at områdets beboere skal have ødelagt nattesøvnen.

Større erhvervsvenlighed

Villy Jakobsen spurgte, hvad kommunen helt konkret vil gøre for at bane vej for større erhvervsvenlighed. Jon Andersen foreslog at bruge flere penge på sagsbehandling. Anders Brandt så gerne hurtigere byggetilladelser, og Christina Lykke vil have mere jord klar og mere politisk vilje, mens John Lamp påpegede, at der netop er afsat 4 nye årsværk til fremme af erhvervsmulighederne.

Guldæg og glad for at bo i Sæby

Per Christian Jensen gav udtryk for, hvor glad han er for at bo i Sæby. ”Det undrer mig, hvor dårlig vi er til at omtale vores perler Sæby, Frederikshavn og Skagen. Det gør politikerne også på byrådsmøder. Der bør vel nærmest være psykologhjælp til stede på møderne. Vi skal i stedet ”tale kommunen op”; andet kan vi ikke være bekendt.”

Sidst i debatten faldt talen bl.a. på beskyttelsesrum, skolestruktur og skolelukninger samt Frederikshavn Havn, som en stemme fra salen konstaterede om få år kan blive et guldæg.

Tekst og foto: Per Rye

 

2 kommentarer til “Velfærd, ældrepleje, havn og udvikling i fokus på vælgermøde” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Velfærd, ældrepleje, havn og udvikling i fokus på vælgermøde”

  • Jette Rasmussen

    Er så enig med dig Ejner..
    Ja, Genindfør bopælspligten i Skagen.

  • Godt at se, at de fleste synes, det er vigtigt med større bosætning, der ville betyde højere skatter og bloktilskud til kommunen 🙂
    Det ville selvfølgelig også betyde mindre CO2 udledning, at folk ville kunne bo tættere på deres arbejdsplads frem for at skulle køre adskillige kilometer morgen og aften.
    Desværre er det i Skagen næsten umuligt at købe et hus for almindelige lønmodtagere, da huspriserne de seneste 10-15 år er steget til det 5 dobbelte 🙁
    Indfør bopælspligt!
    Bopælspligt ville give en større skatteindtægt, gøre det billigere for nuværende fastboende at eje et hus, øge bloktilskuddet – og ikke mindst sænke huspriserne, så almindelige mennesker kunne få råd til at købe et ordentlig hus med god beliggenhed og faste kendte naboer 🙂

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Velfærd, ældrepleje, havn og udvikling i fokus på vælgermøde' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger