Der danses om juletræet.
Gudstjeneste, risengrød og brev fra Kongen!
20. december 2025 - kl. 7:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Julen har haft en fast plads på Brovandeskolen, lige siden den slog dørene op i 1977. Gennem årene er der opbygget en række stærke traditioner, som er med til at styrke fællesskabet og skabe minder, der følger både børn og voksne videre.
I gå var sidste dag inden juleferien og den indledtes med julegudstjeneste i Skagen Kirke. Her bidrog skolens elever som altid med oplæsninger og musikalske indslag, og gudstjenesten blev traditionen tro rundet af med Skagens julesang, skrevet og komponeret af Tove Therp.
Tilbage på skolen samledes alle elever og ansatte omkring juletræet til fælles dans. Julemanden gjorde sin entré fra skolens loft med godteposer til alle, mens det faste risengrødhold – bestående af tidligere medarbejdere og bedsteforældre – lavede risengrød til hele skolen. Naturligvis gemte grøden på mandler, og dermed også mandelgaver til de heldige.
Inden der blev rundet af, tog skolens leder, Jesper Jensen, ordet ” Jeg har fået brev fra Kongen. I brevet var Kongens fortjenstmedalje for 40 års ansættelse med særlig fortjenstfuld indsats, som han beder mig overrække til dig Ella”.
Herefter fik en tydelig berørt Ella Degn overrakt medaljen, og hun sagde i en kort tale ” Til jer allesammen: I er på verdens bedste skole, for her betyder fællesskabet alt, og værn om netop fællesskabet, for det vi giver til fællesskabet hver især, kommer mange gange tilbage”.
Dagen blev afrundet med en fællessang, hvorefter børn og lærere ønskede hinanden en glædelig jul og godt nytår.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gudstjeneste, risengrød og brev fra Kongen!' til en bekendt