Nytårskuren, der havde ca. 70 deltagere, blev afholdt i Skagen Kunsthus´ flotte lokaler.
Velbesøgt Nytårskur satte kursen for 2026 hos Toppen af Danmark
21. januar 2026 - kl. 9:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Kunsthus dannede i går rammen om Toppen af Danmarks Nytårskur 2026.
Nytårskuren bød på et par hyggelige og inspirerende timer, hvor medlemmer, samarbejdspartnere og andre interessenter fik mulighed for at se tilbage på året, der gik, og ikke mindst høre om planerne for 2026.
Formand for Turistforeningen Toppen af Danmark, Ulla Mosich holdt denne korte velkomsttale:
Velkommen til den, efterhånden traditionelle nytårskur, i turistforeningen TAD. Tak til Skagen Kunsthus for at lægge lokaler til – jeg har personligt glædet mig til at se jeres fine hus og kunst.
I år er det en ekstra fornøjelse, idet vi rent faktisk er flere end vi nogensinde før har været – og vi har et helt nyt byråd, som vi glæder os rigtig meget til at arbejde sammen med, så vi kan få sat en god retning for turisterhvervet i vores kommune.
Men som bekendt kender vores gæster ikke til kommunegrænser, og vi er derfor også glade for at se, at foreningens strategi om at arbejde på tværs af Vendsyssel også begynder at bære frugt. Jeg regner med, at Nicolai vil uddybe det lidt mere – I TAD mener vi, at det er vigtigt at have gode samarbejdspartnere i vores naturlige nærområde. Det gavner både os i Frederikshavn Kommune og vores samarbejdspartnere i vores nabokommuner. Så igen – rigtig hjertelig velkommen – vi glæder os til at par hyggelige og informative timer i hinandens selskab.
Herefter var det Turistdirektør Nikolai Nissens tur. Talen kan du læse herunder.
Stemningen var til Nytårskuren præget af god dialog, engagement og optimisme, og Nytårskuren gav anledning til både netværk og fælles refleksioner om fremtiden for turismen i Skagen og resten af Toppen af Danmark.
Turistforeningen Toppen af Danmark ser nu frem mod et begivenhedsrigt 2026 og glæder sig til fortsat tæt samarbejde med medlemmer og partnere i jubilæumsåret.
Nicolais tale:
Tak fordi I har taget tid til at besøge os i dag. Det er vi glade for.
Tak til vores bestyrelsesformand Ulla og til Skagen Kunsthus.
Det er svært at forstå, at der allerede er gået et år. Men ser vi på resultaterne, vi har skabt i fællesskab, giver det mening, at tiden har fået ben at gå på.
2025 var et spændende år. Jeg tror borgmesterens oversættelse til vendelbomål er, at 2025 var et år der skuffede positivt.
Imens Danmark på nationalt niveau igen gik tilbage i antallet af norske gæster, gik vi her i vores del af landet frem for 2. år i træk.
Vi har for alvor fået godt gang i vores affiliate salg. 2,6 millioner kr. har vi solgt for til feriegæster i 2025 igennem vores annoncenetværk, som vi har på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland (Det er annoncer, som vores medlemmer kun betaler for, når de sælger noget) (Annonceværdien er rundt regnet 7 – 8 millioner kr. værd)
Det er også et år, hvor vi igen har fået bevist, at jeg er heldig at have nogle temmelig dygtige kolleger. Vi arbejder med events, markedsføring, rådgivning, cruise og udlejning af lokale feriehuse.
Når alle de kræfter arbejder sammen, er det let at dokumentere evnerne hos turistforeningen. I 2025 gik den danske feriehusbranche samlet set tilbage efter et par gode år med rekorder og solid vækst. Men Feriehuse.dk klarede sig 11% bedre end marked i 2025.
Vi bør også skåle, for at det gode samarbejde med Cruise Skagen og Guideforeningen, har givet bemærkelsesværdige resultater:
Baltic Gateways, der blandt andet arbejder for AIDA og de største krydstogtsskibe, fortalte os – da vi havde evaluering med dem i december – at vi i 2025 var de bedste til at sælge oplevelser med busture og guidede ture til krydstogsgæster i hele Skandinavien inkl. Hamburg.
Der var samlet set en vækst på guidede ture med gode lokale guider fra Guideforeningen på 140% i 2025. Der er også guider med i aften, og de fortjener en hånd…
Det har også været en stor forhøjelse af arbejde sammen med Skagen Salmon, fiskeriforeningen og Sajoni. Der er skabt mange gode minder for feriegæster i samarbejdet med jer i 2025.
Vi er stolte over, at de fleste af os, der stammer fra Vendsyssel, få generationer tilbage nærmest alle kommer fra landbruget og fiskeriet. Der er mange gode historier at fortælle fra de erhverv, der er en del af vores kulturarv.
I 2025 havde vi også mere organisk trafik på vores hjemmesider. Flere modtagere af vores nyhedsbreve og flere tusinde gæster på turistkontoret.
Strategi
Det er 2 år siden, vi fik ny strategi hos Toppen af Danmark. Vi blev enige om, at vi skal arbejde for at binde Vendsyssel sammen.
Ligesom når vi er i København, uanset om vi er på Amager eller Frederiksberg. Og har vi en overnatning i Altstadt eller St. Pauli, er vi i Hamburg; så er turisterne i Nordjylland, når de besøger vores del af landet.
Turisterne er mobile, og de regner ikke en lille køretur for noget.
Alle de oplevelser, man ikke når denne gang, er gode grunde til at komme på besøg igen. Og alle de ting, der kan opleves indendørs, er en slags ”regnvejrsforsikring”, inden man booker ferien.
Vores strategi har blandt andet givet os VisitVendsyssel og den nye SlowGuide med opbakning fra EU.
Slow Guide giver overblik over gallerier, kunsthåndværk, genbrugsbutikker og antikvitetsbutikker på tværs af Vendsyssel.
Vi har fået nye medlemmer på tværs af regionen, og vi har i år for første gang i mands minde haft væsentlig vækst i antallet af medlemmer.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi drømmer om en dag, hvor de to nordjyske kommuner længst mod nord samler sig om en fælles turistindsats. Vi er klar.
Vi har et styrket samarbejde med handelsstandsforeningen, vi har et rigtig godt samarbejde med erhvervsforeningen og Erhvervshus Nord. Alt sammen til gavn for vores medlemmer og lokalområdet.
I nogle år har vi som uafhængig turistforening været lidt på sidelinjen i forhold til offentlige institutioner. Men her er der også sket meget i det seneste år.
Selvom der er en kommunalt finansieret turistorganisation, har vi også en god relation til kommunen.
Frederikshavn kommune var også hurtige til at hjælpe økonomisk efter stormen spolerede årets maraton. Den økonomiske håndsrækning fra kommunen betyder, at vi i år arbejder med et endnu større maraton. (Og vi har allerede nu solgt mere end 2.900 løbsnumre)
Regionsrådsformanden bakker også op. Mads Duedahl en god sparringspartner og han har blandt andet været med til at bakke op med støtteerklæring til et projekt, der indtil videre har resulteret i 500.000 kr. i fondsmidler til en ny event.
Vi har også været inviteret på besøg hos turistministeren, Morten Dahlin. Vi mødtes i Debatten os Clement, og fik så god en debat, at han inviterede på en kop kaffe i ministeriet, hvor vi kunne tale om vores syn på, hvordan turistmidlerne kan bruges mere aktivt med færre konsulenter der lever af at klippe hinanden.
Vi mener, at hele turistsektoren skal ses som en forretning. Som turistforening kan vi være en indtægt, og ikke en omkostning for skatteborgerne. Vi er allerede sat i verden for at skabe vækst for vores medlemmer, og vi kan også tjene penge til kommunerne, hvis man investerer midler hos os.
Verden ændrer sig hastigt og markederne agerer anderledes. Sidste år oplevede vi at tyskere, der plejer at booke 6 – 12 måneder i forvejen, bookede deres ophold fra bilen på vej til Danmark.
Vi ser også store ændringer i både nære og fjerne dele af vores verden. Krig, skingre Trumpeter og økonomiske udsving både op og ned, er med til at præge turismen på godt og ondt.
Vi kan ikke længere tage noget for givet, men er nødt til at være klar på at navigere i en omskiftelig verden.
Vi glæder os til 2026. Det ser allerede ud til at blive et spændende år.
Udover at Skagen Marathon bliver større, er vi stolte over at være med sammen med restauratørerne i Skagen VinterBader Festival, der i år har ca. 60 flere deltagere end de 300, vi plejer at være glade for.
360 vinterbadere kan lyder af lidt, hvis vi sammenligner med de mange tusinde, der besøger byen til maraton. Men det kan mærkes positivt på den her tid af året med 360 gæster i 3- 4 dage.
Vi arbejder også på den hidtil største event. Den kan vi fortælle mere om i slutningen af marts. Den skal afholdes i foråret 2027…
Vi har også i år vores mediesamarbejde med konkurrencer i EkstraBladet. Det er en anderledes måde at skabe leads på. Sidste år var der i gennemsnit flere end 500 permissions på hver konkurrence. Det er billigt for vores medlemmer at være med. Daniel kan fortælle mere på ds@toppenafdanmark.dk
Og så er det i år, vi kan fejre 120-års jubilæum i turistforeningen. Det er værd at skåle på.
Tak fordi vi må være her på dejlige Skagen Kunsthus. Efter I har nydt maden, kan vi gå på opdagelse i huset.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Velbesøgt Nytårskur satte kursen for 2026 hos Toppen af Danmark' til en bekendt