
Mette Hardam er i det civile liv bogholder. Politisk er hun indvalgt i Regionsrådets forretningsudvalg og i Udvalg for Anlægs- og Digitaliseringsprojekter.
Regionsrådet er trukket i det politiske arbejdstøj
27. januar 2026 - kl. 8:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det nye regionsråd for Nordjylland har for alvor taget fat på det politiske arbejde med afholdelse af det første regulære møde i går den 26. januar.
Regionsrådet består af 25 personer med Mads Duedahl, Venstre, som regionsrådsformand. Som 1. næstformand er valgt Gitte Bundgaard fra Danmarksdemokraterne, og som 2. næstformand er valgt Line Linnemann fra SF.
Tre af rådsmedlemmerne er valgt fra Frederikshavn Kommune. Det drejer sig om Kirsten Morild Andersen, Socialdemokratiet, Mette Hardam, Venstre, samt Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.
Kirsten Morild Andersen er pensioneret lærer. Hun er politisk valgt som næstformand for Sundhedsråd Vendsyssel og har endvidere plads i Udvalg for Implementering af 10-årsplanen på Psykiatriområdet.
Mette Hardam er i det civile liv bogholder. Politisk er hun indvalgt i Regionsrådets forretningsudvalg og i Udvalg for Anlægs- og Digitaliseringsprojekter.
Per Larsen er udover at have sæde i Regionsrådet også medlem af Folketinget. I Regionsrådet er han medlem af forretningsudvalget.
Regionsrådet mødes en gang om måneden, og møderne begynder mandage kl. 13.
Dialog med politikerne i Region Nordjylland
Som borger i Region Nordjylland kan man komme i dialog med politikerne i Region Nordjylland på flere måder.
Man kan bl.a. stille spørgsmål til Regionsrådet på et af deres månedlige møder, eller man kan få foretræde for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, hvor man kan fremlægge dit synspunkt.
Spørgsmål til regionsrådet
Ud over at være tilhører til Regionsrådets møder, kan man selv komme til orde og stille spørgsmål til politikerne. Til hvert regionsrådsmøde er afsat en halv times spørgetid, inden politikerne går videre til at diskutere dagsordenen.
Spørgsmålene kan enten stilles skriftligt fem hverdage før mødet eller mundtligt direkte på mødet. Det er regionsrådsformanden, der svarer på spørgsmålene. Et spørgsmål må som hovedregel højst vare 2-5 minutter. Spørgsmål kan stilles af enhver med tilknytning til Region Nordjylland. Spørgsmål skal vedrøre regionens forhold og være af almen interesse for regionens borgere.
Foretræde for et politisk udvalg er muligt for enkeltpersoner bosiddende i Region Nordjylland og for interesseorganisationer, foreninger.
Der findes yderligere information via dette link:
https://rn.dk/Politik/Dialog-med-politikerne-i-Region-Nordjylland
Fem udvalg
Ud over selve regionsrådet er der nedsat 5 udvalg: Sundhedsråd Limfjorden, Sundhedsråd Limfjorden, Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, Udvalg for Anlæg og Digitalisering samt Udvalg for implementering af 10-års planen på psykiatriområdet.
Sundhedsråd Vendsyssel består af 5 regionale medlemmer udpeget af regionsrådet og 4 kommunale medlemmer, som er udpeget af følgende kommuner: Frederikshavn Kommune (byrådsmedlem Mette Hardam), Hjørring Kommune, Brønderslev Kommune samt 1 medlem fra Læsø Kommune.
Via dette link og et tryk på ”Til print” kan man se fotos af alle regionsrådets politikere:
https://rn.dk/da/Politik/Regionsraadet
Tekst: Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regionsrådet er trukket i det politiske arbejdstøj' til en bekendt