Nekrolog – Rogers Søgaard, Skagen, 97 år

25. marts 2026 - kl. 6:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Tak for alt – og rigtig god tur til Gibraltar!

”Tag dig nu god tid.” Det var min fars sidste ord til sin barndomsven Rogers Søgaard. Året var 2016, og længe før min far lå for døden, havde de to aftalt at mødes igen på den anden side – sådan helt præcist ved Gibraltar. Rogers tog sig, som aftalt, god tid. Han pakkede kufferten 30. januar 2026, 97 år gammel, og snart sender vi ham ud på sin sidste rejse. Mod Gibraltar, naturligvis.

Vi gør det på samme måde, som da vi sidst stod på en båd med en urne i hænderne. Spreder asken ud for Skagens kyst, kaster roser i havet og vinker farvel. Det føles som en gentagelse – bare med én vigtig forskel: Der er én, der venter på Rogers nede ved Gibraltar. Jeg er ikke klar over, hvorfor netop Gibraltar er the place to meet. Men uanset hvad bifaldt vi alle historien. Den gav perfekt mening. For de var sublime sammen.

Rogers Søgaard blev født i 1928 i Frederikshavn og gik ligesom min far på Ørnevejen Skole – altid højtideligt omtalt som The Eagle College. I konfirmationsgave var han blevet beriget med et Voightländer-kamera, og det blev flittigt brugt – ikke mindst på min bedårende faster. Der findes stadig mange fine portrætter af hende, som vidner om hans talent. Rogers var veltalende og tiltalende – og uden tvivl meget vellidt i det dragø’ske hjem. Forelskelsen holdt ikke, men til gengæld voksede venskabet mellem Rogers og min to år yngre far. Og de havde en fest.

Som drenge under besættelsen var opfindsomheden ikke til at tage fejl af. Hvor andre samlede på frimærker, kastede de sig – med en vis entusiasme og begrænset konsekvensberegning – over hjemmelavede bomber. Patronhylstre, egenblandet krudt og snørebånd blev en slags kreativ fritidsbeskæftigelse. Det gik, som den slags ofte gør: Én dag forsvandt et baggårdslokum med et brag, og dermed også lysten til videre eksperimenter. Hvad der efterfølgende skete på hjemmefronten, står ikke beskrevet i historiebøgerne – men man kan have sine kvalificerede anelser.

De forlod Frederikshavn samtidig. Min far tog til søs og blev senere ansat som radiotelegrafist ved Skagen Radio. Rogers blev typograf, senere motorjournalist – en af landets mest respekterede. Han boede i Sverige i en årrække, inden han i 1980’erne flyttede til Skagen med sin hustru Ulla. Og så startede det hele igen. Kemien var intakt. Festen fortsatte. Nu med hustruer.

Rogers var noget helt særligt. Han var begavet, hjertelig og skarp. Han var ordekvilibrist og begik de mest begavede og morsomme taler til enhver given lejlighed. Alle lænede sig forventningsfulde tilbage i stolen, når Rogers tog ordet. Han var en blændende historiefortæller – tør, underfundig og afmålt selvhøjtidelig.

Man skulle stå tidligt op for at følge med Rogers. Han var på en eller anden måde altid et skridt foran – i modsætning til min far, der var rolig, fintænkende – og til tider decideret langsommelig. Men de var gode sammen. Der var samhørighed og resonans.

Professionelt satte Rogers tydelige spor. Han var blandt Danmarks mest anerkendte biltestkørere, repræsenterede Danmark i Car of the Year-juryen og stod bag den legendariske Tannistest i Tversted. Her samles den internationale bilpresse år efter år for at teste årets nye biler.

Privat var Rogers optaget af finmekanik – akkurat som min far. Købte den ene et apparat af en slags, måtte den anden eje et magen til. Kameraer, computere, bagemaskiner og andre dimser tårnede sig op, og selvom ingen af dem havde brug for alt det udstyr, havde de utvivlsomt stor glæde ved det. De eksperimenterede og delte begejstret erfaringer.

Rogers oplevede flere store kærligheder i sit liv, og han var lykkelig til det sidste. Da han blev enke i en alder af 83 år efter Ullas død, var livet tungt. Men på en seniorhøjskole sammen med mine forældre spottede han Rita ved et bord. Min far handlede overraskende hurtigt og spurgte, om der var plads til tre mere. The rest is history.

Da jeg sammen med min mor besøgte Rogers på sin 97-års fødselsdag, fældede vi tårer. Han savnede min far og var ked af hans alt for tidlige exit. ”Din far ku’ sågu’ ikke være bekendt at lade os om resten! Du kan være vis på, at når vi træffes ved Gibraltar, bliver han afæsket et alvorligt forklaringsproblem!”

Kæreste Rogers. Tak for dig og alt det, du gav. Tak for alle de smil, du har spredt. Tak for at have været min sparringspartner og penneven og for at have givet dine historier og din viden videre. Tak for at have været min fars gode ven siden barndommen – og min mors gode ven, ikke mindst i alderdommen.

Rigtig god rejse til Gibraltar. Tag bare den hurtigste rute derned – og lad festen begynde. Igen.

Henriette Dragø, Hornbæk, marts 2026