Arkivfoto fra 2025.
Hulsig forventer stor tilstrømning til marked
24. juli 2026 - kl. 6:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den berømte munkegrib har sat Hulsig på Danmarkskortet, men der sker også andre ting i den lille landsby 12 km syd for Skagen.
På søndag den 26. juli forventer Hulsig Borgerforening stor tilstrømning af folk, der kan lide at gøre en god handel, enten som køber eller som sælger. Markedsdagen i Hulsig er måske ikke det største, men sikkert det hyggeligste loppemarked i Danmarks nordligste region.
Den traditionsrige markedsdag åbner klokken 10 – men traditionen tro møder mange af standholderne allerede op ved 8-tiden om morgenen.
Igen i år har mere end 30 udbydere af alverdens ting og sager meldt deres ankomst til pladsen foran forsamlingshuset på Kandestedvej.
”Mange af standholderne er gengangere, men der er også nye deltagere på markedspladsen”, siger Niels H. Bünemann, kasserer i Hulsig Borgerforening og organisatorisk ansvarlig for den årlige markedsdag.
Som sædvanligt bliver det muligt at købe friskstegte fiskefrikadeller med remoulade, gulerodssalat og rugbrød, og drikkevarer kommer der heller ikke til at mangle.
For at undgå trafikale forstyrrelser er der derfor parkeringsforbud på den sydlige side af vejen, mens man på den nordlige side laver skråparkering, så der kan være plads til markedsgæsternes biler.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hulsig forventer stor tilstrømning til marked' til en bekendt