Rekordmange gæstede Hulsigs markedsdag
27. juli 2026 - kl. 9:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det blæsende sommervejr fik mange til at vende ryggen til stranden og i stedet tage turen til Hulsigs traditionsrige markedsdag søndag. Det resulterede i rekordmange besøgende, og både stadeholdere og arrangører kunne glæde sig over en særdeles velbesøgt dag.
Hele 35 stande fyldte pladsen foran forsamlingshuset på Kandestedvej med et bredt udvalg af varer. Her var alt mellem himmel og jord – fra krukker, legetøj og secondhand-tøj til bøger, brugskunst, husgeråd og mange andre gode loppefund.
De populære fiskefrikadeller, som Ålbæk-virksomheden Tenax endnu en gang havde doneret til Hulsig Borgerforening, gik som varmt brød, og mange lagde også vejen forbi kaffebordet, hvor der denne gang var hjemmebagt kage.
– Sidste år glemte vi ganske enkelt kagen, og det var der faktisk mange, der bemærkede. Derfor havde vi lovet hinanden, at den skulle være på plads i år, og det blev den. Det var tydeligt, at gæsterne satte pris på den, siger Niels Bünemann, kasserer i Hulsig Borgerforening og tovholder på markedsdagen.
Selv om priserne på både mad og drikke blev holdt på et niveau, hvor alle kunne være med, gav dagen et pænt firecifret overskud til borgerforeningen.
– Markedsdagen er en af årets vigtigste aktiviteter for os. Overskuddet er med til at sikre, at vi kan vedligeholde og udvikle forsamlingshuset, som i mange årtier har været landsbyens naturlige samlingspunkt, siger Niels Bünemann.
De mange besøgende skabte en livlig handel dagen igennem, og de 35 stadeholdere kunne generelt melde om en god omsætning.
– Det blæste godt, og mange valgte stranden fra. Det kunne vi tydeligt mærke. Vi har aldrig tidligere haft så mange gæster på markedsdagen, og det er selvfølgelig meget glædeligt. Det viser, at arrangementet fortsat er en vigtig sommertradition for både lokale og sommergæster, siger Niels Bünemann.
Borgerforeningen ser allerede frem mod næste års markedsdag, som endnu ikke har fundet sin plads i kalenderen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.









_1_1_1.jpg)







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rekordmange gæstede Hulsigs markedsdag' til en bekendt