Smag på bøgerne, en bid om dagen, et kapitel om ugen
6. marts 2009 - kl. 8:38 - af Hans Chr. Andersen
Bogbidder. Er du sulten efter et godt plot, en romantisk kærlighedshistorie eller en god gammel klassiker – så har Frederikshavn Kommunes Biblioteker dækket op.
Fra mandag til fredag serverer biblioteket hver dag en bid af en bog i abonnenternes mailbokse, og når det bliver fredag, har abonnenterne modtaget hele første kapitel af bogen.
Der er bogbidder for enhver smag og dermed skulle inspirationen til varieret læsning være sikret, både for mænd og kvinder, unge og gamle, krimilæsere og finlitterære, bogslugere og småtspisende – kort sagt for læsere af alle slags. Nogle af bogbidderne er endda for lydbogs”læsere”, da nogle af bidderne også kommer på lyd.
Hvis du efter det første kapitel har fået lyst til at læse resten af bogen, kan du låne den på biblioteket eller købe den hos forlaget.
Biblioteket linker til oplysninger om forfatteren og til bibliotekets base, hvor du straks kan se, om bogen er hjemme på biblioteket og reservere den, hvis du vil læse færdig.
Det er gratis at abonnere på bogbidderne, og du kan tilmelde sig på: bogbidder.dk/tilmeld, eller du kan læse mere på bibliotekets hjemmeside: bibl.frederikshavn.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Smag på bøgerne, en bid om dagen, et kapitel om ugen' til en bekendt