Skagens Museum: Dagens poesi – nær vejret
19. juni 2010 - kl. 0:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Oplæsning over udstillingen Dagens vejr – nærværets kunst. Tre samtidige digtere er blevet bedt om at reagere på en udstilling om vejret på Skagens Museum. Mød svenske UKON (Ulf Karl Olov Nilson), danske Morten Søndergaard & Bjørn Friis Thomsen. Er der en relation mellem dagens poesi og en af danmarkshistoriens mest markante kunstfænomener: kunstnerens vending mod naturskildringen i det sene 1800?
Under titlen Dagens vejr – nærværets kunst viser Skagens Museum en udstilling, der samler de øjebliksskildringer af naturen og dens vejr, som blev et bærende element i billedkunsten såvel som i litteraturen i slutningen af 1800-tallet. Både Skagensmalerne, Fynbomalerne, og Odsherredmalerne bevægede sig udenfor ateliererne, dyrkede friluftsmaleriet og samledes om at indfange vejrets skiftende karakter. Derudover færdedes en håndfuld digtere, som eksempelvis Johannes V. Jensen og Holger Drachmann, i kunstnerkolonierne og bidrog med deres sproglige bearbejdninger.
Poesi, der udvider udstillingens rum
Den svenske digter UKON (Ulf karl Olov Nilson), danske Morten Søndergaard og Bjørn Friss Thomsen bestrider markante og forskelligartede poetiske praksisser indenfor den samtidige poesi. I forbindelse med oplæsningen på Skagens Museum er de blevet bedt om at betjene sig af udstillingen, stedet og historien i relation til en samtidig situation. At sige noget samlet om de tre forfattere vil være en utidig reduktion, men de har alle behandlet stedet, naturen og vejret fra deres respektive vinkler og har eksempelvis alle tre bidraget til antologien KURS – Havet / højen / søen / torvet / træet (red. Morten Søndergaard et al.). Denne aften vil de tre digtere læse op på stedet og i udstillingen, hvor alt fra konceptuelle over fænomenologiske til traditionelle poetiske strategier vil udvide udstillingens rum.
Arrangementet finder sted i samarbejde med kunst/litteratur-kurator Mathias Kokholm, som vil præsentere de 3 digtere.
Pris: 150 kr. (For medlemmer af Klub Fyrtårnet eller Skagens Museums Venner: 100 kr.)
Billetter kan købes i museets billetsalg. Begrænset deltagerantal.
Skagens Museum den 25. juni. kl. 19.30
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagens Museum: Dagens poesi – nær vejret' til en bekendt