Falcks redegørelse i akutbil sagen
2. maj 2011 - kl. 14:37 - af Finn Egelund Pedersen
Den 5. april 2011 måtte en 39-årig mand med hjertestop vente 26 minutter på en ambulance i Skagen. Det lykkedes ikke at genoplive manden, og siden da har der været en ophedet debat om ambulanceberedskabet i Skagen. En ny redegørelse fra Falck viser imidlertid, at det ikke kun var den 39-årige, som måtte vente i lang tid på ambulancen. Kun et kvarter efter at alarmen gik til hjertestoppet, fik Falck nemlig melding om en mulig blodprop i hjertet i Skagen, og her gik der 24 minutter, inden ambulancen var fremme.
Det er ambulancechef Kjeld Brogaard fra Falcks Region Nord, som har udarbejdet redegørelsen til Region Nordjyllands præhospitale leder, Poul Anders Hansen. Her beskriver ambulancechefen hele forløbet den 5. april 2011, hvor et sammenfald af udrykninger satte Skagens ambulanceberedskab under hårdt pres.
Kl. 20 var der ellers helt fredeligt i den nordligste del af Jylland, hvor alle ambulancer var ledige. Dermed bestod det disponible beredskab af to ambulancer i Frederikshavn (et effektivt beredskab og et døgnvagtsberedskab), en paramedicinerbil i Frederikshavn og et døgnvagtsberedskab i Skagen. Men i de følgende to timer indløb fire alarmer, som resulterede i to udrykninger med meget lange responstider.
Første alarm indløb kl. 20.01 med melding om, at en person i Ålbæk var faldet om. Ambulancen i Skagen var nærmeste ledige ambulance, og den blev derfor sendt til Ålbæk, hvor den var fremme kl. 20.13. Patienten blev kørt til sygehuset i Hjørring, men på grund af den lange kørevej kunne Skagen-ambulancen først melde fri i Hjørring kl. 21.45.
Kl. 20.06 sendes den ene af de to Frederikshavn-ambulancer så som kørsel B til en melding om brystsmerter i Frederikshavn. Her var ambulancen fremme kl. 20.18, og patienten blev som kørsel A bragt til Aalborg. Her meldte ambulancen fri kl. 22.10.
På det tidspunkt var der således kun én ledig ambulance i området, nemlig den anden ambulance i Frederikshavn, og vagtcentralen besluttede ud fra en sandsynlighedsbetragtning at undlade en forkantsdisponering, hvor ambulance kørte mod Skagen. Rent statistisk var det simpelthen mere sandynsligt, at der ville komme endnu en alarm i Frederikshavn end i Skagen. Men den 5. april 2011 passede statistikken bare ikke med virkeligheden.
Alarm om hjertestop i Skagen
Kl. 21.41 meldes om muligt hjertestop i Skagen. Nærmeste ambulance er Frederikshavn-ambulancen, der sammen med paramedicinerbilen sendes til Skagen, hvor de begge ankommer kl. 22.07. I mellemtiden har vagtcentralen besluttet at kontakte politiet for at gøre brug af en hjertestarter, der findes i byen. Frivillige borgere i Skagen, ankommer med hjertestarteren kl. 21.53, altså 14 minutter før ambulancen er fremme. Hjertestarteren bliver taget i brug, og der afgives flere stød i tidsrummet op til ambulancen og paramedicineren ankommer og overtager behandlingen.
Ved paramedicinerens ankomst igangsættes avanceret behandling, og undervejs er paramedicineren i dialog med lægen på lægebilen i Aalborg om behandlingsalgoritme. I samråd med ambulancelægen afsluttes behandlingen kl. 22.47. Derefter udfører ambulanceredderne debriefing af de pårørende og de førstehjælpere, som var rykket ud med hjertestarteren. Paramedicineren melder fri kl. 23.44, og ambulancen melder fri kl. 00.13 i Hjørring.
Endnu en alarm fra Skagen
Allerede kl. 21.55 indløber den næste alarm imidlertid fra Skagen. Denne gang er meldingen, at der er mistanke om en blodprop i hjertet, og at det er vagtlægen, som rekvirerer ambulancen som kørsel A. På dette tidspunkt er der ingen ledige ambulancer på stationerne i Frederikshavn og Skagen.
Nærmeste ledige ambulance i Skagen-ambulancen, der er på vej retur til Skagen fra sygehuset i Hjørring. Vagtcentralen vælger derfor at sende Skagen-ambulancen direkte til den nye patient, og ambulancen er fremme kl. 22.19. Patienten køres derefter til sygehuset i Hjørring, hvor ambulancen melder fri kl. 00.50.
Falck: Unormal høj aktivitet
Ifølge Falcks redegørelse var udrykningerne den 5. april 2011 udtryk for en unormal høj aktivitet i Skagen, og Falck vurderer, at de ambulancer, som var til rådighed, ikke kunne være disponeret anderledes.
Imidlertid understreger Falck, at responstiderne i Skagen generelt er “meget fine”. Men Skagen er ifølge Falck specielt ud fra en beredskabsmæssig betragtning, fordi der kun kan komme assistance sydfra, fordi der ikke passerer andre ambulancer gennem området (flydende beredskaber), fordi den lokale akutbil kun er bemandet i tidsrummet kl. 8-19 og fordi patienter fra Skagen skal indbringes til enten Hjørring eller Aalborg sygehus, hvor der er en kørevej på henholdsvis 60 og 105 km. fra Skagen, hvilket gør, at ambulancen er væk fra Skagen i meget lang tid ad gangen.
“Vi beklager selvfølgelig, at der opstår situationer, hvor mennesker i nød skal vente længe på ambulancen, men det er situationer, som vi desværre ikke kan undgå, især i et område som Skagen. Sammenfald af opgaver i yderområder vil altid give beredskabsmæssige udfordringer, et faktum som vi har stor fokus på, og som vi følger løbende, men som heller ikke kan undgås”, skriver ambulancechef Kjeld Brogaard i redegørelsen, hvor han også understreger, at Falck gerne indgår i en dialog med Region Nordjylland om en ændring af den nuværende beredskabsmodel for Skagen-området.
Kilde: Beredskabsinfo.dk
En kommentar til “Falcks redegørelse i akutbil sagen” under annoncerne.
Men hvis vores akutbil var heldøgnsbemandet kunne det måske være undgået…
Men så længe vi har for lidt beredskab heroppe, og hjælpen kun kan komme sydfra, så vil sådanne situationer ikke kunne undgåes. Det har han helt ret i… Og det er derfor vi skal have heldøgnsbemandet vores akutbil…. Det kan kun gå for langsomt!