
Stor interesse for HD erhvervsøkonomi
18. januar 2013 - kl. 12:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I samarbejde med Aalborg Universitet og Initiativforum for Erhverv udbyder Erhvervshus Nord en unik mulighed for det lokale erhvervsliv til at tage Erhvervsøkonomi HD 1. del i Kattegat Siloen i Frederikshavn med start 31. januar, og det strømmer ind med tilmeldinger.
18 deltagere har allerede meldt sig til undervisningen i Erhvervsøkonomi HD 1. del, som starter op i slutningen af januar i Kattegat Siloen på Frederikshavn Havn. Samarbejdet med Aalborg Universitet om at etablere kurset i Frederikshavn er en del af Erhvervshus Nord langsigtede strategi om at hæve kompetenceniveauet i kommunen.
– Vi er glade for at kunne udbyde denne mulighed til alle i Frederikshavn Kommune. Der er mangel på højtuddannet arbejdskraft i kommunen, så hvis vi vil realisere de store vækstpotentialer, der ligger og venter, så må vi gøre noget ved det. Vi arbejder derfor på at hæve kompetenceniveauet hos de ansatte i området, og dette er et skridt på den vej, siger Niels Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.
Prisen er normalt 8.250 kroner, men med tilskud fra Initiativforum for Erhverv, der støtter lokale erhvervsprojekter, er det muligt at udbyde kurset til en pris af 2.500 kroner. Undervisningen vil finde sted på torsdage fra klokken 13.00 – 16.30 frem til juni 2013, hvor der afholdes eksamen.
– Initiativforum for Erhverv er sat i verden for at holde et stærkt fokus på fremadrettede initiativer og handlinger, der kan medvirke til at få folk i job og erhvervene i vækst. Tilbuddet til kommunens erhvervsliv om at kunne sende folk på uddannelse i Erhvervsøkonomi HD i Frederikshavn til en favorabel pris, er en satsning, der også set på den lange bane, er med til at løfte arbejdskraftens kompetenceniveau og dermed øge virksomhedernes konkurrencekraft, udtaler Frederikshavn Kommunes borgmester Lars Møller.
En af de 18, som allerede har meldt sig til undervisningen, er Brian Studsgaard, der driver virksomheden Studsgaard med base i Frederikshavn.
– Som selvstændig håndværker i en virksomhed i vækst, er muligheden for at deltage i erhvervsøkonomi HD en helt oplagt mulighed for at blive bedre rustet i en tid med store udfordringer, og når så denne mulighed bliver tilbudt på ”hjemme-”adressen, så var det jo bare at komme i gang, siger Brian Studsgaard.
En anden tilmeldt er Jens Mortensen, der er Logistics Coordinator hos Martin Professional A/S. Han er uddannet radiomekaniker og har en merkonomuddannelse, hvor der indgik erhvervsøkonomi.
– Det er en del år siden, jeg sidst var igennem erhvervsøkonomi. Og i den funktion jeg har i virksomheden, har jeg brug for at få det opfrisket, og så skader det jo aldrig at lære noget nyt. Jeg bor selv i Hjørring, men det passer fint, at det er tæt på min arbejdsplads, så jeg ikke skal til at køre til Aalborg, siger Jens Mortensen.
Der er stadig åbent for tilmeldinger. Man kan læse mere om kurset på www.erhvervshusnord.dk. Ønsker man at deltage, kan man rette henvendelse til Erhvervshus Nord på tilmeld@frederikshavn.dk eller 98 45 80 00
For yderligere oplysninger, kontakt venligst
Pernille Urth, kommunikationskonsulent Erhvervshus Nord, telefon 61 28 75 17 / peur@frederikshavn.dk
Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord er en selvejende institution med mere end 550 medlemsvirksomheder, der beskæftiger sig med den kommunale erhvervsindsats i Frederikshavn kommune. Erhvervshus Nord er den samlede driftsenhed for erhvervsforeningerne i Frederikshavn, Skagen og Sæby. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet. Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet primært inden for fire definerede vækstspor: maritime erhverv, oplevelsesøkonomi, fødevarer, og energi. Læs mere på www.erhvervshusnord.dk
3 kommentarer til “Stor interesse for HD erhvervsøkonomi” under annoncerne.
God ide.
Kunne man evt. også tænke noget turist uddannelse ind i det.
Et “turist uddannelses diplom fra Skagen” sælger overalt. Om vinteren er der skole med praktik om sommeren. De unge får “netværk til mange ledere” på den måde.
Efteruddannelse også turist mæssigt og museums mæssigt bør også overvejes.
Lav en innovations gruppe og inviter Andreas
Mvh Ole Rasmussen
Hej Andreas
Din idé er super god, men vi behøver ikke vente på at der etableres et nyt sted, som jeg ser det har vi allerede 2 steder hvor dette indhold kan etableres.
Det ene sted – og efter min mening det helt perfekte sted – er på vores flotte kulturhus, tæt op ad biblioteket. Her kunne vi skabe de perfekte rammer for et “fjernundervisningsstudiemiljø”, rammerne er gode, der er næsten altid åbent, det ligger centralt og biblioteket er den perfekte hjælp når der skal søges information. Har selv fået hjælp af dem da jeg skulle bruge en bestem bog om programmering, det tog 14 dage så kom der en sms om at den var kommet. De havde fået den hjem fra et universitetsbibliotek i USA – fantastisk service som jeg er både imponeret og dybt taknemmelig over.
Det andet sted er på vores nye flotte skipperskole – også her er rammerne perfekte, her er der i forvejen heltidsstuderende og omgivelserne er fantastiske.
For en del år siden udbød vi på Skagen Uddannelsescenter, i samarbejde med Slagelse Tekniske Skole, en række fag fra Merkonom og Teknonom-uddannelserne som fjernundervisning, og der var også en lille gruppe som læste fag fra Fiskeriteknologuddannelsen som fjernundervisning. Desværre gik interessen for fjernundervisning lidt i sig selv igen, men det er også i dag muligt at tage en række forskellige fag og kurser som fjernundervisning.
Dengang var teknologien en udfordring, men i dag er det bestemt ingen udfordring og vi behøver reelt ikke andet end en fornuftig netforbindelse og et mødebord – og så nogen som efterspørger muligheden !
Jeg vil meget gerne at vi får skabt de beskrevne muligheder her i Skagen, og hvis du vil være med er du meget velkommen til at kontakte mig pr. mail peder@sucska.dk eller tlf. 51 59 81 04.
Med venlig hilsen
Peder Kristiansen
Skagen Uddannelsescenter
Vestmolen 15
9990 Skagen
Erhvervshus Nord
Endelig et fantastisk og visionært initiativ for vores kommune. Kunne” Initiativforum for Erhverv” ikke etablere en “filial” i Skagen, hvor der er det selv samme behov for at hæve byens kompetanceniveau og udfordring af byens unge.
Etabler et IT-center i byens rådhus for uddannelse, fjernstudier af enhver art på uddannelsessteder rundt om i verden samt et miljø for “hjemmearbejdspladser”. Med super computerkraft kan her etableres et “studie miljø”, hvor man kunne løfte i flok og støtte hinanden.
Mvh Andreas