Grækenland: 200.000 danskere til undsætning

Grækenland: 200.000 danskere til undsætning

10. juli 2013 - kl. 16:17 - af

Op mod 200.000 danskere forventes i sommermånederne at sætte feriekursen mod Grækenland. Dermed kan grækerne se frem til et af de største rykind af danske turister nogensinde til stor gavn for landets hårdt trængte økonomi.

Grækenland er igen inde i varmen som et af danskernes absolut mest foretrukne charterrejsemål. 

De foreløbige rejsebestillinger hos rejsebureauet Spies tyder på, at 2013 kan slå alle rekorder for det danske rykind i Grækenland, og alene i sommermånederne juni, juli og august ventes i alt op mod 200.000 danskere at rejse til Grækenland. Det svarer til en stigning på 20 procent sammenlignet med sidste år, hvor Grækenland husede det laveste antal danskere siden 2005. 

Beskæftiger 700.000 grækere

Udsigten til rekordmange danske turister i Grækenland er godt nyt for landets svage økonomi og herunder ikke mindst turistindustrien, som vurderes at give beskæftigelse til næsten 700.000 grækere. 

– Turisme er Grækenlands vigtigste indtægtskilde, og næsten hver femte græker i den græske arbejdsstyrke får sit levebrød fra turismen. Netop derfor var det virkelig salt i såret, da blandt andre danske turister vendte Grækenland ryggen oven på de billeder af borgerkrigslignende tilstande, som næsten dagligt gik verden rundt, da statsgældskrisen var på sit højeste, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm. 

– Men nu er stabiliteten ved at indfinde sig i Grækenland igen, og i år kan landets samlede turistindtægter meget vel komme op i nærheden af de 80-90 milliarder kroner, som var niveauet i 2008, før statsgældskrisen eksploderede, fortsætter han. 

Vi er blevet krise-immune

Hos Spies ligger det foreløbige salg af ferierejser til Grækenland i år 20 procent over sidste års niveau, og kommunikationschef i Spies Torben Andersen peger på, at danskerne i stigende grad er blevet krise-immune: 

– Vi har tilsyneladende vænnet os til de demonstrationer og den uro, som den økonomiske krise afstedkommer sydpå, og vi kommer i år til at sende flere danskere til Grækenland, end vi gjorde før finanskrisen, uddyber Torben Andersen og tilføjer: 

– Vi ser også, at søgningen til Cypern er uændret i år sammenlignet med sidste år, og det til trods for, at Cypern for nylig har været centrum for økonomisk ustabilitet og uroligheder. 

Turisme altafgørende

Ifølge Jens Nyholm spiller de tiltagende turiststrømme til Grækenland fra såvel Danmark som resten af Europa en helt afgørende rolle i genopretningen af landets økonomi. 

– Turismen betyder lige så meget for græsk økonomi, som industrien samt bygge- og anlægsbranchen tilsammen betyder for dansk økonomi. Så det er med andre ord helt afgørende for Grækenlands økonomiske fremtid, at turisterne fortsætter med at komme, siger han. 

Han tilføjer, at hver af Grækenlands op imod 17 millioner årlige besøgende i gennemsnit forbruger for knap 5.000 kroner på deres ophold i landet. 

Om Spar Nord

Med næsten 325.000 kunder, cirka 1.600 medarbejdere og 90 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2012 med et overskud før skat på 290 millioner kroner. 

Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer. 

For yderligere information se www.sparnord.dk

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Grækenland: 200.000 danskere til undsætning' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger