Bibliotekerne markerer historiske jubilæer i hele kommunen
8. februar 2014 - kl. 9:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
2014 er fyldt med historiske jubilæer – to af dem kan vel med danske øjne siges at være historisk store nederlag; nemlig 150-året for nederlaget i 1864 og 200-året for ”tabet af Norge”. Derudover markerer 2014 også 100-året for starten på Første Verdenskrig og 25-året for ”Murens fald”.
Frederikshavn Kommunes Biblioteker har bestemt sig for at markere de historiske jubilæer ved en lang række foredrag, fortællinger og en to-dages tur til Sønderjylland. Det gør vi i samarbejde med Foreningen Norden, Frederikshavn, Saltlandets Historiske Forening, Sæby, Folkeuniversitetet i Skagen og Frederikshavn samt Sæby Museums Forening og Bangsbo Museum.
Kom rundt i hele kommunen og hør de spændende foredrag og fortællinger:
• ”Det mest betydningsfulde nederlag i Danmarks historie” ved forfatter og historiker Erik S. Christensen: Frederikshavn Bibliotek tirsdag den 11. februar kl. 19.30 & Musikhuset i Sæby tirsdag den 4. marts kl. 19.00
• ”Magt og kultur efter 1814” ved postdoc i historie Lone K. Martinsen, Syddansk Universitet: Kulturhus Kappelborg i Skagen torsdag den 27. februar kl. 16.30 – 18.15
• ”Slagsbrødre eller broderfolk?” ved ekstern lektor Lars H. Sørensen, Københavns Universitet: Frederikshavn Bibliotek torsdag den 13. marts kl. 19.30
• ”Hvorfor måtte Danmark afstå Norge til Sverige i 1814?” Ved lektor i historie Michael Bregnsbo, Syddansk Universitet: Frederikshavn Bibliotek torsdag den 20. marts kl. 19.30
• ”National identitet i Danmark og Norge siden 1814” ved ekstern lektor i historie Lars H. Sørensen, Københavns Universitet: Kulturhus Kappelborg i Skagen torsdag den 27. marts kl. 16.30 – 18.15
• Herman Bang: ”Tine” dramatiseret fortalt af Inger M. Madsen på Skagens Bibliotek torsdag den 3. april kl. 19.30 & Frederikshavn Bibliotek torsdag den 24. april kl. 19.30
• ”Soldaterberetninger fra 1864 og 1914” ved cand. mag Jørgen P. Clausager: Musikhuset i Sæby onsdag den 9. april kl. 19.00
• ”Den skandinaviske velfærdsmodel” ved professor Jørgen G. Andersen: Kulturhus Kappelborg i Skagen tirsdag den 29. april kl. 16.30 – 18.15
• 2-dages jubilæumstur til gammelt dansk land – den 2. slesviske krig – 30. og 31. oktober: Vi følger ”blodsporene” på det ”store bortdragne ligtog”, som Herman Bang kaldte tilbagetrækningen fra ”Dannevirke” i 1864
Folkeuniversitetet har fået en bevilling fra Folketingets Præsidium til at markere 200-året for adskillelsen af Norge og Danmark i 1814, så danskere i alle egne af landet kan deltage gratis i forelæsninger på Folkeuniversitetet (1814-forelæsninger) og blive klogere på de to landes fælles historie. Derfor tilbyder såvel Folkeuniversitet i Skagen som i Frederikshavn et gratis foredrag.
Gå endelig på jagt efter flere informationer om de nævnte foredrag i vedhæftede program eller kontakt Pernille Lisborg på Frederikshavn Bibliotek, telefon 98 45 91 31 eller e-mail: peli@frederikshavn.dk.
Vi forventer at følge op mere flere foredrag i andet halvår af 2014. God fornøjelse!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bibliotekerne markerer historiske jubilæer i hele kommunen' til en bekendt