Spar penge ved at optage lån inden 31. august
20. juni 2014 - kl. 7:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det kan meget vel være sidste udkald, hvis renten på boliglånet skal fastlåses på et historisk lavt niveau de næste 30 år. Totalkredits kommende serieskift på fastforrentede lån betyder ifølge Anders Mortensen, boligrådgiver i Sparekassen Vendsyssel, Skagen, at man kan spare 10.000-15.000 kr. pr. lånt mio. ved at optage lånet inden 31. august. Desuden kan blot små rentestigninger betyde, at et fastforrentet lån vil være en bedre forretning end et rentetil-pasningslån på den lange bane.
Selvom renten ikke skulle stige foreløbig, kan de kommende måneder være sidste chance for at få et fastforrentet lån til en historisk lav rente. Helt konkret står Totalkredit over for et såkaldt serieskift, der gennemføres hvert tredje år på fastforrentede lån, og som kan betyde en forskel i udbetalingen på 10.000-15.000 kr. pr. lånt million efter den 31. august 2014.
”Til sommer lukker Totalkredit for udstedelsen af de nuværende obligationer, der ligger bag de fastforrentede lån, og erstatter dem af nye obligationer med nyt udløb. Vil man udnytte muligheden for at fastlåse renten de næste 30 år på et historisk lavt niveau, kan der være rigtig god fornuft i at skifte til et 3% fastforrentet lån inden den 31. august. Derefter vil man sandsynligvis få en lavere kurs og dermed en højere effektiv rente. Så uanset om man i dag har et fastforrentet lån eller et lån med variabel rente og ønsker større sikkerhed, bør man overveje fordelene nu i at omlægge til et 3% fastforrentet lån med afdrag,” siger Anders Mortensen.
Rentestigninger kan sende fastforrentede lån i front
Selvom renteudviklingen de seneste fem år stort set kun har kendt én vej – nemlig ned – skal der blot en rentestigning på ét procentpoint til, før man vil have mere glæde af et fastforrentet lån end et F1 rente-tilpasningslån. Hvis man vel at mærke ser på både ydelsen og den øgede friværdi på grund af kursfald på det fastforrentede lån.
”Selv moderate rentestigninger kan sende fastforrentede lån i front. Hvis man ser på både ydelse og restgæld, skal renten blot stige med ét procentpoint, for at fastforrentede lån overhaler F1 som den bedste løsning, fordi kursværdien af restgælden falder på fastforrentede lån, når renten stiger. Ved en rentestigning på ét procentpoint vil man med et fastforrentet lån opnå en fordel over en periode på tre år på ca. 39.000 kr. pr. lånt mio. sammenlignet med rentetilpasningslånet,” siger Anders Mortensen og fortsætter:
”En rentestigning på et procentpoint er ikke ret meget, så derfor bør kunderne overveje at slå til nu, hvis de vil fastlåse renten på det historisk lave niveau. Totalkredit har netop åbnet op for muligheden for at få et nyt fastforrentet lån med en belåning på op til 80 % af boligen, hvilket allerede nu har betydet mange henvendelser fra kunder, der overvejer at skifte fra variabel rente til fast rente.”
FAKTA OM SERIESKIFT
De obligationer, der benyttes til at finansiere et fastforrentet realkreditlån skiftes ud hvert tredje år, hvilket også kaldes årgangsskifte. Den 31. august i år lukker den serie af obligationer, som vi har kendt de sidste tre år, og en ny serie åbnes den 1. september. Det vil sige, at obligationen bag ved det nuværende 30-årige fastforrentede 3%-lån udløber i 2044, og at den næste serie af obligationer vil udløbe i 2047.
Når en serie af obligationer er nyåbnet, er den dermed åben tre år længere, end den gamle serie, da den lukkede. Og den ekstra løbetid vil investorerne kræve sig betalt for. Derfor bliver obligationerne i en nyåbnet serie ofte handlet til en kurs, der er 1-1½ kurspoint lavere end de aktuelle obligationsserier. Den lavere kurs betyder, at dit lån bliver 10.000-15.000 kr. større pr. lånt million, end hvis lånet blev udbetalt i de gamle årgange.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar penge ved at optage lån inden 31. august' til en bekendt