
Økonomisk tilskud til forprojekt for Geopark
2. november 2019 - kl. 6:15 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Byrådets afholdt i slutningen af marts et temamøde om strategier for certificering og formidling af Frederikshavn Kommunes natur.
Efterfølgende besluttede Plan- og Miljøudvalget i begyndelsen af maj at fokusere på mulighederne i en Geopark.
Plan- og Miljøudvalget besluttede på dets seneste møde at ansøge Teknisk Udvalg om økonomisk tilskud på 500.000 kr. til et forprojekt for en Geopark. Denne ansøgning er sat på dagsordenen for Teknisk Udvalgs forestående møde den 4. november.
Formålet med forprojektet er at afdække Geoparkens potentialer, fremkomme med en strategi for realiseringen af Geoparken samt afdække hvilke omkostninger, der er forbundet hermed.
Endvidere skal forprojektet afdække, hvordan de stedbundne potentialer bedst muligt sættes i spil, samt indarbejde UNESCO’s fokuspunkter med henblik på en eventuel senere UNESCO-akkreditering. Endelig skal der gennem forprojektet udarbejdes materiale og ansøgninger til eksterne fondsmidler til realisering af Geoparken.
Igangværende projekter
Der er i Frederikshavn Kommune allerede igangværende og afsluttede projekter, som har med kommunens udvikling, landskabsformer, formidling og geologiske formationer at gøre. Det gælder bl.a. udsigtsplatformen på Pikkerbakken, Grenensporet og LIFE-projekterne i Råbjerg Mose, Hulsig Hede og på Grenen med synliggørelse af rimmer-dobber landskabet.
Geoparken skal samle og videreudvikle på den natur og de geografiske potentialer, som allerede findes for såvel lokale borgere og turister og skabe flere gode muligheder for erhvervsliv, turisme og bosætning.
Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at Teknisk Udvalg bevilliger 500.000 kr. i 2020 fra dispositionspuljen til Geopark-forprojektet.
Attraktion og stor brandingværdi
Som certificeret geopark vil der kunne skabes et nyt grundlag for søgning af fondsmidler og initiativer, der øger fokus og gennemslagskraft i formidlingen af Nordjylland som attraktion. Det vil skabe øget værdi for området som helhed, idet der skabes et nyt og stærkt fælles fundament med mange muligheder.
Der skabes bl.a. grundlag for understøttelse af oplevelseserhvervet i form af øget aktivitetsefterspørgsel, øget turisme med eksempelvis GEO-turisme, øget fokus på lokalproducerede fødevarer og nicheerhverv.
At være geopark medfører ikke ny lovgivning, og erhvervslivet kan udvikles som hidtil. Videre blander en geopark sig ikke i private lodsejeres dispositioner over deres jord og ejendom.
Men at blive en anerkendt geopark giver stor brandingværdi, som understøtter øget erhvervsudvikling, både nationalt og internationalt. En godkendelse som UNESCO-akkrediteret geopark løber over en 4-årig periode, hvorefter den evalueres og gentages på ny.
I dag findes der geoparker i bl.a. Vestjylland og Odsherred på Sjælland.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Økonomisk tilskud til forprojekt for Geopark' til en bekendt