Skagens Museum: Et ’attentat’ på en kulturperle

25. april 2026 - kl. 6:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Uden at overdrive var det med sorg i sinde og dyb frustration, vi forlod Skagens Museum den 8. april i år. 

Vi har besøgt museet hvert eneste år igennem de seneste 30 år, og siden vi købte vores time share lejlighed på Skagenklit for 17 år siden, hvor vi tilbringer to uger forår og efterår, har vi besøgt museet to gange om året. Det har altid været til stor glæde. Vi har begge et indgående kendskab til Brøndums Hotel og familien bag samt kunstnerkolonien og museets historie.

Siden åbningen af museet i 1928 har bygningen været en værdig ramme om at ’vogte’ over ikke bare kunstværkerne men også den unikke ånd og tidslomme, som værkerne og kunstnerne tillige med Brøndums Hotel repræsenterer. Denne ånd vogter man ikke ved at omdanne museet til et ’eksperimentarium’, som vi i de senere år har været vidner til udviklingen af, og som nu har nået et niveau, som vi og mange andre begræder. Man savner simpelt hen den intime stemning og atmosfære, som har præget museet i snart et hundrede år. Et hus hvor fordybelse og ro til eftertanke og ikke irritation er kendetegnet. Direktør Lisette Vind Ebbesen har dog også over for os skriftligt givet udtryk for, at de ændringer, der er gennemført, kan opleves som markante. Det tør siges!

Allerede ved indgangen til samlingen kom pulsen op i det røde felt. I jagten på moderne formidling har vi her et eksempel på, at museet har valgt at prioritere eksperimenter frem for at beskytte den historiske autenticitet, som museet er etablevet for at værne om. Væggene i indgangsrummet var malet mørkeblå og teksten ”Romantiserede Rebeller” og et skilt med ”TAK” var det, der mødte os i stedet for kunstværker.

I en af de store sale hang der stort set intet andet end Anna Anchers ’Et Missionsmøde’. På modsatte væg var der ingen billeder men en trappelignende opstilling, der kunne siddes på. Siddepladser til brug ved undervisning af et enkelt kunstværk burde henlægges til den nye afdeling. Et andet af de store lokaler rummede en stor udstilling af krukker. Folk kommer ikke for at se krukker men på de kendte malerier. Enkelte krukker kunne opstilles på sokler i udvalgte hjørner.

Bare vægge og kunstværker på magasinet. Forstå det hvem der kan!

I to andre store rum var der ophængt billeder ramme ved ramme fra gulv til loft.

Man måtte sidde på knæ for at se de nederste og var ved at få ondt i nakken for at se de øverste. Vi kender begrebet salonophængning; men her var det helt forkert.

Krøyers ’Roser’ var anbragt i et lille rum med lilla farve på væggene. Kunstværket blev ikke ydet den tidligere retfærdighed, som det retteligt tilkommer.

Sluttelig bliv vi chokerede, da vi opdagede, at spisebordet og stolene i Brøndums spisesal var borte! Historisk set er spisesalen selve symbolet på kunstnerkoloniens fællesskab og et bindeled mellem Brøndums Hotel og museet.

Den udvikling, vi ser, er intet mindre end et ’attentat’ på en kostbar arv, som museet burde værne om. Vi får en mistanke om, at der hele tiden skal ske noget nyt og eksperimenteres for at holde det ubegribeligt høje antal ansatte på museet beskæftigede. Men det er kun en mistanke.

Inger og Steen Svendsen

Vedbæk

April 2026