Sommer i Folkeuniversitet

Sommer i Folkeuniversitet

6. juli 2013 - kl. 8:05 - af

Efter fem spændende og velbesøgte foredrag om Skagen omkring 1413 har Folkeuniversitetet i Skagen nu udsendt sit program for sommeren og efteråret. Middelalderen er igen repræsenteret, denne gang med to arrangementer:

Den 30. juli vil cand.mag. et jur. Ingrid Nielsen fortælle om Den tilsandede Sct. Laurentii Kirke og dens historie indtil 1795 ud fra gamle regnskaber og andre kilder.

Den 25. august er Hildegard af Bingen på programmet, først et foredrag af cand.mag. Kirsten Kjærulff om middelalder-musik som en ”gyngende bro mellem himmel og jord”, derefter sang, som Hildegard komponerede den, fremført af Det danske Hildegard Emsemble.

Den 5. og 13. august er der henholdsvis en billed- og musikforestilling ved lektor og forfatter Thomas Heilmann om jazzmusikeren Svend Asmussen, og et foredrag ved lektor, cand.scient. Inge Dorthea Koefoed om det meget specielle land Buthan i Himalaya.

Den 27. september deltager Folkeuniversitetet i fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. Det er lykkedes at få lektor, lic.theol. Joakim Garff til at komme til Skagen med et foredrag om, ”hvordan man kommer ind i Kierkegaards forfatterskab – og nogenlunde helskindet ud igen”.

Sommeren indledes dog onsdag den 10. juli i Kulturhus Kappelborg (kl. 19-20.45) med et foredrag om Skagen-kunsten efter de kendte ”gamle”, dvs. fra ca. 1930 og til i dag. Selv om man ikke længere kan tale om en ”kunstner-koloni” som i Skagens ”guldalder”, betyder det langt fra, at kunstmalere, keramikere mv. mistede interessen for Skagens lys, natur og mennesker, efter at Marie og Søren Krøyer, Anna og Michael Ancher og de andre koryfæer var borte. Højskolelærer Ole Schiellerup vil dokumentere det med masser af illustrationer.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sommer i Folkeuniversitet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger