Stor fotoudstilling bliver et af sommerens trækplastre
18. juni 2009 - kl. 10:39 - af Hans Chr. Andersen
Stor eksklusiv fotoudstilling bliver én af sommerens store trækplastre i Skagen, når Photos Skagen365 fylder den gl. auktionshal på Skagen Havn til sommer. Netværket Skagen365 står bag udstillingen.
Der arbejdes i øjeblikket med at få de sidste detaljer på plads bag sommerens udstilling, der omfatter mere end 140 fotos af Skagens forskelligheder igennem årets 12 måneder. Udstillingen er inspireret af udstillingen ”Jorden set fra Himlen”, som i 2006 kunne opleves i bl.a. Skagen, men som også har været udstillet i det tidligere Daells Varehus i indre København, og i en tidligere udgave i 2001 på Kgs. Nytorv.
Alle fotos er taget af den århusianske fotograf, Allan Toft, der én dag i løbet af i alt 13 måneder har besøgt Skagen med sit kamera og foreviget netop denne dag. Resultatet er blevet mere end 4000 fotos, hvor af 143 er nøje udvalgt til sommerens udstilling.
”Som fastboende har man som regel en holdning til billeder af og steder i byen, tror jeg. Men man ser på det på en anden måde, når man kommer udefra. Og det var min opgave. At portrættere Skagen som udefrakommende”, fortæller Allan Toft. ”Jeg har forsøgt at finde vinkler, som heller ikke fastboende har opdaget – endnu. Jeg har prøvet at tage billeder, hvor betragteren spørger sig selv – hvor er det? – Og må gå på opdagelse i detaljen for at finde svaret.”
I forlængelse af udstillingen udgives en fotobog af samme navn, hvor lokale samt ambassadører udefra har beskrevet deres oplevelse af Skagen måned for måned, hvilket har resulteret i 12 meget personlige skildringer.
”Målet med såvel udstillingen som bogen er naturligvis – udover at give byens fastboende og gæster en god oplevelse – ligeledes at vise, at Skagen lever hele året og har meget at tilbyde – også udenfor sæsonen”, udtaler havnedirektør Willy B. Hansen, som er én af parterne bag projektet. ”Vi oplever en stigende interesse for at besøge Skagen i ydermånederne – en udvikling, som vi med dette projekt naturligvis håber at øge yderligere, til gavn for det samlede erhverv i Skagen.”
Photos Skagen365 åbnes fredag den 19. juni kl. 13.00 af Museumsdirektør Lisette Vind-Ebbesen samt Viceborgmester Bjarne Kvist. Alle er velkomne.
Udstillingen løber indtil den 23. august 2009, og der vil være fri entré for alle interesserede i hele udstillingsperioden.
I alt forventes mere end 75.000 besøgende hen over sommeren.
På grund af afholdelse af Dragon Gold Cup i farvandene ud for Skagen i begyndelsen af august og en hermed delvis afspærring af området, vil udstillingen være lukket for publikum i perioden 29. juli – 9. august.
Evt. henvendelser vedr. ovennævnte kan rettes til Skagen365, c/o Havnedirektør Willy B. Hansen på T: 9844 6911.
Fakta Skagen365
Skagen365 blev stiftet i 2006 som et jubilæumssamarbejde mellem de 4 100 års jubilarer – Skagen Handelsstandsforening, Skagen Turistforening, Skagen Havn og Skagens Museum. Samarbejdet mellem de 4 relativt forskellige parter i Skagen365 har siden sin stiftelse udviklet sig til at være en succesfuld generator for nye, tværgående tiltag og muligheder for at profilere Skagen som et aktivt helårssamfund indenfor de 4 hovedfokusområder handel, kultur, turisme og erhverv.
www.skagen365.dk
En kommentar til “Stor fotoudstilling bliver et af sommerens trækplastre” under annoncerne.
Hej
wow, really great images – very impressive!
I [know and] love Skagen!
med venlig hilsen
jb