En organists farvel til kirkelivet i Skagen og i Hulsig

30. oktober 2009 - kl. 6:00 - af UGj

Dette er en kort gengivelse af den oplevelse, jeg som broder til organist Jóannes Nolsøe sammen med min hustru havde i den forløbne week- end, hvor menighedsråd og andre gode kræfter lagde sig i tøjlerne for at markere afskeden med en vellidt organist, der nu vil fortsætte sit liv som pensionist – dog også som freelancer, når lejligheden byder sig.

Undertegnede kørte fra Albertslund onsdag morgen kl.9, ved passage af Hulsig meddelte en SMS at organisten sad i Skagen kirke klar ved orglet til en halv times andagt kl. 17. Vi besluttede derfor, at køre direkte til kirken, hvor præludiet netop var overstået, da vi satte os ned.

Det var en underlig fornemmelse, at komme ind i en dansk kirke midt i ”ulvetimen” og se en halvfyldt kirke – dette er en positiv bemærkning.

Organisten og en kirkesanger afviklede højtideligheden på en god måde, og præsten formidlede sit budskab på sympatisk og let forståelig måde.

Dette var så vores førstehåndsindtryk i forbindelse med min brors afsked.

Søndagen inden denne oplevelse, havde Skagen kirke arrangeret en afskedsceremoni i Sognehuset, dette arrangement havde vi i ikke mulighed for at deltage i. Referater fra denne ceremoni dokumenterer, at alle sejl var sat til således, at begivenheden fik det forløb, som organisten havde fortjent.

Afskeden med menigheden i Hulsig var storslået og også rørende. Sognepræsten – Henrik Bang – Møller – læste en bibeltekst, der var god harmoni med dagens afsked med organisten. Præstens prædiken var kort, der skulle også være plads til nogle ord om organist Jóannes Nolsøe og hans ”fingeraftryk” på kirken og menigheden. Orglet blev ved denne lejlighed akkompagneret af både fløjtenister og én sangerinde, der fyldet kirkerummet med sang, der primært havde oprindelse i færøske toner og ord. Det var en særlig oplevelse, at høre salmen ”Kirken der et gammelt hus” blive sunget efter en melodi skabt af en færøsk komponist.

Efter postludiet var der følelsesfulde og stående klapsalver til organisten.

Efter gudstjenesten var der sammenkomst hos Inger, der var fuldt hus og alle, der havde lyst kunne komme til orde. Det er ikke nødvendigt her at resumere alle talerne, men det må slås fast, at der ikke efter pensioneringen er nogen grund til at frygte lediggang.

Alle ved, at Jóannes Nolsøe har kreative evner, ser han eksempelvis tre mennesker, har han straks en ide om at danne et kor- ”kan du synge”? Nej, svarer vedkommende, Jóannes’ reaktion vil så være ” jamen så mødes vi i morgen, hvor vi starter med at øve”.

Min familie har jævnligt gæstet Skagen og oplevet at være i nærkontakt med kirkefolket, men nu Jóannes’ otium er kommet, vil vi nok ikke være så hyppige gæster.

Til sidst vil vi gerne takke alle i Skagen for den utrolige opmærksomhed Jóannes har fået, det har været en øjenåbner at opleve, hvad ordet ”stilhed” betyder for alle, der har været i kontakt med Jóannes.

Med venlig hilsen
Riborg og Gunnar Nolsøe, Albertslund