
Flot jubilæumskoncert i badmintonhallen
2. november 2009 - kl. 13:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søndag eftermiddag lagde badmintonhallen rammerne til en flot musikalsk oplevelse. De fremmødte var vidner til en veloplagt Marianne Mortensen på hjemmebane. Der blev lagt ud med ”I Danmark er jeg født”, som det store brassband fra FDF Frederikshavn 1. kreds leverede musikken til. Derefter tog hun, sammen med sin mand Michael Vesterskov, udgangspunkt i nogle af de smukke sange som er skrevet om Skagen og selvfølgelig blev der afsluttet med Skagens ”nationalsang”, Erindring af Holger Drachmann.
I pausen blev der også spillet musik, men her af en hel anden slags. Ungdomsbandet ”the blue ones” spillede musik fra bl.a. FDF´ernes egen sangbog ”March og lejr”. Pausemusikken med dette band blev afsluttet med en lokal FDF´er som solist. Kathrine Lundholm, som sang FDF sangen ”Kære linedanser”.
Så kom det store øjeblik hvor det store brassband fra Frederikshavn indtog scenen. De leverede en mindeværdig koncert med musik lige fra Beatles til marcher fra Frelsens hær. Med sig havde de også eleverne fra junior orkestret. Også her var der en lokal FDF´er, nemlig Rasmus Gislund på trombone. At så unge mennesker kan levere en så flot præstation er virkelig værd at lægge øre til, og fra scenen blev der også nævnt, at det var nogle vi ville komme til at høre meget mere til. Det vil vi så glæde os til.
Efter selve koncerten blev der holdt auktion over én af de T-shirts Kamilla Rytter Juhl havde spillet VM i. Kamilla havde været så sød at donere denne i anledningen af 100 års jubilæet. T-shirten indbragte 1.000,- kr. til børnearbejdet i FDF Skagen, og beskeden herom er gået videre til Kamilla, med en tak for at hun ville støtte op om det lokale børnearbejde.
Henrik Bang Møller gik herefter på scenen for at fortælle om uhygge i anledningen af Halloween og traditionerne omkring Aller helgeners dag.
Det hele blev afsluttet med at FDF´s egne børn sang for, sammen med brassbandet, på fællessangen: ”Nu er solen gået i seng” af Sigurd Barrett. En sang som FDF´erne også slutter deres møder med.
Hele dagen blev flot ”bundet sammen” af Ella Degn, som konferencier.
Alt i alt: En fantastisk eftermiddag at starte november måned med.
En kommentar til “Flot jubilæumskoncert i badmintonhallen” under annoncerne.
Hej allesammen
Jeg skulle hilse fra Marianne Mortensen. Hun syntes det var dejligt at være på hjemmebane, synd for dem som ikke oplevede en fantastisk eftermiddag.