Gigtforenings arrangement – denne gang med hjælm
27. november 2009 - kl. 12:33 - af UGj
Torsdag aften i øsende regnvejr var hele 32 medlemmer af Skagen Gigtforening mødt op på vindmøllefabrikken Vestas til et fantastisk flot arrangement. Vestas Skagen er en del af en kæmpekoncern med hovedkontor i Randers og produktionsenheder over hele verden.
Mens vi nød et glas vin med tilbehør (og fik flotte reklamegaver) fik vi et meget interessant foredrag af Flemming Christensen. Derefter måtte alle iføre sig en sikkerhedshjælm. (sikkerhedsskoene slap vi for, da der ikke kører så mange trucks om aftenen).
Og så gav vi os ud i mørket og ind i de store haller. Delt op i 2 hold anført af henholdsvis Flemming Christensen og Flemming Frese fik vi set de store “møtrikker”, der holder vingerne på plads. Dem laver de ca. 1.000 af om året. Sådan en svend vejer ca. 12-14 tons, når den ankommer til Skagen. Så høvler man ca. 1½ tons af og finpudser den. (spånerne bliver presset til små 1½ kilos briketter, der bliver sendt retur til omsmeltning). Derefter maler man enheden og putter lidt elektronik m.v. i den – så vejer den pludselig 23 tons, hvorefter man sender den ud af virksomheden igen til videremontering.
Det er noget, der skaber omsætning og arbejdspladser, så husk lige det, når du ligger bag en sådan transport på landevejen. Vi kan altså ikke undvære den fabrik!
Derefter gik turen tilbage til kantinen, hvor der var kaffe og kæmpe-tærter, mere information, en lille sang og derefter spørgetime. Tusind tak til Vestas for et flot arrangement.
Vidste du i øvrigt
at Vestas er en forkortelse af VEstjysk STålvindue A/S
at der er 22.000 ansatte i virksomheden – herunder 100 i Skagen
at der arbejdes døgnet rundt. 6 x 24 timer. Om søndagen repareres og justeres der
at det vigtigste for ledelsen er sikkerheden, så kommer kvaliteten og endelig økonomien
at Vestas opstiller en ny vindmølle hvert 5. minut over hele kloden
at man har vindmøller i 63 lande og sparer over14.4 mill. tons CO2 om året
at møllerne producerer mere end 50 mill. MWH om året. Nok til at forsyne samtlig husstande i for eksempel Spanien
at de 3 møller, der står ude ved fabrikken tilhører et vindmøllelaug, og at de producerer 7,5 mill. KWH om året, svarende til en stor del af Skagens forbrug.
3 kommentarer til “Gigtforenings arrangement – denne gang med hjælm” under annoncerne.
Vestjysk Stålteknik A/S selvfølgelig… Ikke Vestjyst
Lige en rettelse:
Vestas er en forkortelse af Vestjyst Stålteknik A/S, ikke Vestjysk Stålvindue A/S…
Det var spændende at læse om besøget på Vestas, – rart at vide de stadig har pust i sejlene.
Det er godt nok mange vindmøller de stiller op om året.
Hvis de sætterr en vindmølle op hver femte minut, bliver det nemlig til langt over hundrede tusinde om året.
Det havde jeg ikke regnet med.
Vestas vist heller ikke.
Peder Pedersen