
Jubilæum: Klitgården har bestået sin prøve
20. juni 2010 - kl. 0:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kunstner- og forskerrefugiet i Skagen fejrer 10 års jubilæumRefugiet Klitgården i Skagen er et mønstereksempel på en vision, der blev til virkelighed – og det har den nu i juni været i 10 år. Siden den gamle kongevilla i år 2000, efter en diskret, men hensigsmæssig nyindretning, åbnede sine døre for kunstnere og forskere fra hele landet, har den været rammen om en stadig stigende aktivitet. I 2009 toppede antallet af gæster.
Det er ikke gjort op, men ethvert forlag, der har sendt en forfatter til Klitgården, og enhver læreanstalt eller universitet, der har bevilget en forsker eller en gruppe forskere et ophold, véd det: det var det værd – enten i form af konkret produktion, eller i form af inspirerede, nytænkende medarbejdere, der vendte hjem.
Den tanke, der i sin tid samlede initiativgruppen af 1997 og inspirerede den, har holdt stik. Ideen om at skaffe midlerne til at overtage stedet var rigtig. Arkitekt Plesners gamle Villa fra 1914 var som skabt til formålet med sin størrelse, sin enkle indretning og ikke mindst sin beliggenhed, der forener det vide udsyn til hav og land med den nødvendige isolation.
Meningen var at give den fordybelse en chance, som hverdagen ofte forhindrer kunstnere og forskere i at opnå. Man kan komme derop og søge ”splendid isolation” eller i grupper, der søger arbejdsfællesskabet fornyet eller tænketanken sat i gang. Gæsterne er fredet og kan dog mødes hen over faggrænser og kunstneriske afstande – hvis de vil – til gensidig inspiration.
En venne- og støtteforening er med til at holde profilen skarp med kunstneriske arrangementer, der svarer til stedet og dets ånd, ligesom en kreds af tilbagvendende gæster fungerer som ”ambassadører”, der til rette vedkommende – forlag f.eks. – fortæller, hvad Klitgården er værd, og at den er udbytterig at gøre brug af.
Forfatteren Kirsten Thorup, der har arbejdet med flere af sine seneste bøger på Klitgården, udtaler:
– Når jeg i flere perioder har arbejdet på Klitgården med mine romaner, og når jeg bliver ved med at vende tilbage, er det på grund af husets enkle skønhed, der omfavner én så snart man træder inden for døren. Jeg behøver intet tilløb, men kan sætte mig ved skrivebordet og gå i gang med det samme.
Den fordybelse og arbejdsro som et ophold på Klitgården giver mig, er samtidig beriget med et inspirerende samvær med de øvrige beboere i samme arbejdssituation. Der er en atmosfære af fælles engagement i arbejdet med hver vores projekt – videnskabeligt eller litterært – omkring det lange spisebord ved måltiderne og i de sene aftentimer. Hvortil kommer havet, stranden, klitlandskabet, der giver den skrivende mulighed for at afbryde det stillesiddende arbejde med lange spadsereture.
Hvergang jeg pakker min computertaske og kuffert med bøger og papirer, som jeg slæber med mig hele vejen på den seksogenhalv times lange togtur fra København til Skagen, spørger jeg mig selv: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor alt det besvær, når jeg lige så godt kunne arbejde og skrive hjemme i min lejlighed? Når jeg ankommer til Klitgården og har installeret mig i ”mit” værelse har jeg svaret: DERFOR.
Forskningschef, overlæge Lars Hvilsted Rasmussen, har følgende kommentar til Klitgården som refugium:
– For min forskningsgruppe og mig selv har regelmæssige ophold på Klitgaarden igennem flere år været en fast og meget værdifuld del af vores arbejde, hvortil kommer, at det møde mellem kunst og videnskab, stedet byder på, har skabt en inspirerende ekstra dimension. Vi har haft et fantastisk udbytte af at sende vores forskere fra Ph.D.-studerende til professorer til Klitgaarden. Det giver dem optimale vilkår til at planlægge nye forskningsprojekter, eller sammenskrive og videreudvikle resultaterne af dem, de allerede har gennemført.
Klitgaarden i Skagen er en enestående perle i dansk videnskabs- og kulturliv, der giver danske forskere mulighed for at træde ind i en tidslomme med usædvanlig ro og koncentration. Mødet mellem kunst, kultur og videnskab medfører en unik symbiose, som muliggør at man inspireres og dermed opnår resultater, som det ville være vanskeligt at nå derhjemme.
Niels Barfoed
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jubilæum: Klitgården har bestået sin prøve' til en bekendt