Dagsordenpunkter for Teknisk Udvalgs møde i morgen

Dagsordenpunkter for Teknisk Udvalgs møde i morgen

11. oktober 2010 - kl. 12:02 - af

På sit møde i morgen, tirsdag den 12. oktober, skal Teknisk Udvalg behandle følgende punkter, der har betydning for Skagen/Ålbækområdet. Diverse bilag tilknyttet dagsordenpunkterne samt dagsordenen i sin helhed kan ses på Frederikshavns Kommunes hjemmeside.
1. Kystbeskyttelse ved Gl. Skagen – videresendelse af klager til Transportministeriet
Sagsfremstilling
I fortsættelse af Teknisk Udvalgs seneste behandling af sagen den 20. april 2010, blev beslutningen om ny bidragsfordeling udsendt til 373 grundejere den 3. juni 2010. I bilaget til dagsordenen er tilknyttet henholdsvis beslutningsbrev af 3. juni 2010 til respektive grundejere, bilag til brev af 3. juni 2010 og tilhørende kortbilag.
Afgørelsen kunne herefter påklages til Transportministeriet indenfor klagefristen på 4 uger.
Forvaltningen modtog efterfølgende i alt 30 klager, hvoraf der var 6 enslydende klager og 4 modtog vi efter klagefristens udløb og endelig en ikke høringsberettiget grundejer i området. Dette resulterede i 19 klager der, efterfølgende er kommenteret i indsigelsesnotat tilknyttet denne dagsorden.
På baggrund af indsigelsesnotatet har Forvaltningen udarbejdet et brevforslag til videresendelse til Transportministeriet.
Brevforslaget fremgår af bilaget.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at forvaltningens udarbejdede brevforslag godkendes og videresendes til Transportministeriet fastholde den udgiftsfordeling, som blev udsendt den 3. juni 2010.

2. Forespørgsel om køb af vejareal på Sommervej, Skagen – Niels Ottesens Vej 5
Sagsfremstilling
Teknisk Forvaltning har modtaget henvendelse fra ejeren af Niels Ottesensvej 5, 9990 Skagen der ønsker at erhverve ca. 60 m2 af udlagt vejareal, Sommervej ud for sin ejendom. Ansøgning samt kortbilag udsendt med dagsordenen til udvalgets medlemmer.
Sommervej er en privat fællesvej med kommunen som vejejer, og fremstår i dag, på den pågældende strækning, som et smalt trådt stiforløb. Der er ingen planer om anlæg af den pågældende strækning af Sommervej, og dermed åbne for kørende trafik mellem Sommervej og Niels Ottesens Vej.
Arealet, der ønskes erhvervet, benyttes allerede i dag som en del af ejendommen Niels Ottesens Vej 5. Arealet er indhegnet og der er anlagt terrasse på arealet. Ejeren af ejendommen ønsker ved erhvervelsen af ejendommen at hindre, at den pågældende del af Sommervej heller ikke fremover kan åbnes for kørende trafik.
Teknik- og Miljøudvalget behandlede en tilsvarende ansøgning fra ejeren af Niels Ottesens Vej 5 den 9. februar 2005. Udvalget vedtog, at et eventuelt salg af vejarealet skal afvente en kommende vej- og stiplanlægning for Gl. Skagen. Udvalget fandt, at et salg ville medføre en vis fastlåsning af vejforholdene i området.
Der er ikke udarbejdet en vej- og stiplan for Gl. Skagen, og der er for nærværende ikke fastsat en tidsplan for udarbejdelsen af en sådan plan.
Der vurderes ikke at være behov for at bibeholde et vejudlæg på ca. 5,5 m på den pågældende strækning af Sommervej, og det foreslås således, at de ca. 130 m2 vejareal nedlægges og vejudlægget ud for Niels Ottesens Vej 5 og 7 reduceres til ca. 2 – 3 m. Arealet tilbydes ejerne af de pågældende ejendomme.
Kommunen har vurderet salgsprisen til 1300 – 1500 kr./m2. Køber afholder desuden udgifterne til de matrikulære ændringer.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at vejudlæg ud for ejendommen Niels Ottesens Vej 5 og 7 reduceres til en bredde på 2 – 3 m det nedlagte vejareal tilbydes til sammenlægning med ejendommen Niels Ottesens Vej 5 og 7

6. Harmonisering af tilskud til julebelysning og juletræer
Sagsfremstilling
Julebelysning
De seneste år har der været forskellige principper for tilskud til julebelysning i kommunen.
Teknisk Udvalg har fra pulje bevilliget 2 x 150.000 kr. som tilskud til handelsstandsforeningerne i hhv. Skagen og Sæby byer for etablering af julebelysning.
Skagen Handelsstandsforening har endvidere fået tilskud på 25.000 kr. til etablering af julebelysning ved Skagen Rådhus. (Lyskæde og engle på rådhus)
Julebelysningen i Frederikshavn by er indarbejdet som en del af gadebelysningen og er indeholdt i kontrakten med Frederikshavn Forsyning Erhverv A/S.
Enkelte oplandsbyer har efter ansøgning fået mindre tilskud fra udvalgets pulje.
I 2009 fik Ålbæk Handels- og Håndværkerforening et tilskud på 10.000,- kr.
I Strandby har Frederikshavn Forsyning Erhverv A/S i 2009 ydet et tilskud på 66.411 kr.
Der findes ikke i forvaltningen skriftlige aftaler om tilskud til julebelysning.
Teknisk Udvalg besluttede på møde den 13. august 2009 at yde tilskud til etablering af sikringsanlæg i forbindelse med tilslutning af julebelysning til vejbelysningsanlæggene. Sikringsanlæggene etableres som anlægsarbejde og afskrives over 25 år via kontrakt med Forsyning Erhverv A/S. Strømforbruget betales sammen med vejbelysningen.
Der er etableret sikringsanlæg i følgende oplandsbyer:
Jerup, Gærum, Strandby, Elling, Lyngså, Voerså, Præstbro, Kvissel, Skærum, Hørby, Understed og Øster Vrå.
Der ydes ikke yderligere tilskud til oplandsbyerne end sikringsanlæggene iht. kontrakten.
Det anbefales, at der på budgettet for 2010 og fremefter optages 150.000 kr. excl. moms som tilskud til Sæby Handelsstandsforening og 150.000 + 25.000 kr. excl. moms til Skagen Handelsstandsforening for etablering af julebelysning.
Juletræer
Der har været forskellige kutymer for opsætningen af juletræer i oplandsbyerne i kommunen. Det foreslås derfor, at der også sker en harmonisering heraf.
I tidligere Frederikshavn og Skagen Kommuner har det været praksis at levere, opsætte og nedtage juletræer samt juletræskæder uden beregning. I tidligere Sæby Kommune har det været praksis at levere, opsætte og nedtage juletræer uden beregning, og Borgerforeningerne har herefter selv forestået opsætningen af juletræskæder og eventuel øvrig udsmykning.
Det anbefales, at der sker en harmonisering således, at hvor forvaltningen modtager en henvendelse fra en borgerforening, leveres, opsættes og afhentes juletræerne uden beregning. Forvaltningen sørger via Frederikshavn Forsyning Erhverv A/S for tilslutning af strøm og strømforbrug i h.t beslutning den 13. august 2009. Borgerforeningerne forestår selv levering og opsætning af lyskæder og eventuel øvrig udsmykning af juletræet. Økonomisk anslås denne model for juletræer at svare til en udgift på 200.000 kr. Som bilag til dagsorden vedlægges referat fra TU´s beslutning om tilslutning af julebelysning til vejbelysningsanlæg af 13.august 2009 samt uddrag af kontrakt med Frederikshavn Forsyning Erhverv A/S om periodevis belysning i Frederikshavn by.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at der årligt ydes et tilskud på 150.000 kr. til Sæby Handelsstandsforening og 150.000 + 25.000 kr. til Skagen handelsstandsforening til julebelysning der afsættes årligt 200.000 kr. til opsætning, levering og afhentning af juletræer den samlede skønnede udgift på 525.000 kr. i indeværende år samt overslagsårene optages som særskilt ramme finansieret af udvalgets dispositionspulje.

8. Budgetforslag 2011-2014
Sagsfremstilling
Ved indgåelse af budgetforliget for året 2011 samt overslagsårene 2012 – 14 har et flertal af byrådet besluttet at annullere den tidligere beslutning i byrådet om besparelser i form af nedklassificering af offentlige veje. Med henvisning til dette samt beslutning i Teknisk Udvalg fra den 12. august 2010 om at finde alternative besparelser frem for nedklassificering af veje, skal Teknisk Udvalg nu finde kompenserende besparelser i størrelsesordenen:
2011 4.000.000 kr.
2012 4.000.000 kr.
2013 8.000.000 kr.
2014 8.000.000 kr.
Hertil kommer den besparelse på 580.000 kr. der endnu ikke er udmøntet på udvalgets område.
Den samlede besparelsesopgave udgør således for budgetåret 2011 4.580.000 kr.
Forvaltningen kan i den forbindelse anvise følgende besparelsesmuligheder:
1) Besparelse på ledelsesniveauerne i Park- og vejvæsenet svarende til 2.000.000 kr.
2) Overflytning af låneberettigede energiudgifter fra drifts til anlægsbudgettet svarende til 1.500.000. kr. Virkningen på anlægsbudgettet neutraliseres af en tilsvarende låneoptagelse.
3) Besparelse på slidlagskontoen svarende til 580.000 kr. Dette skal ses i lyset af den ekstraordinære investering på 25. mio. der er foretaget i år.
4) Besparelse på Gartneri og udsmykning svarende til 500.000 kr.
5) Besparelse på Skove og naturområder svarende til 500.000 kr.
Alle disse besparelser har virkning i alle år.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller at besparelser udmøntes således:
• At Ledelsesniveauerne i Park- og vej reduceres med 2.000.000 kr.
• At der overflyttes låneberettigede energiudgifter for 1.500.000 kr.
• At Slidlagskontoen reduceres med 580.000 kr.
• At der spares 500.000 kr. på skove og naturområder.
• At besparelsen i overslagsårene 2013 og 2014 optages som en uudmøntet besparelse.

11. Orienteringssag – Nyt regulativer for gadeudstilling og fortovsrestauranter i de 3 hovedbyer i Frederikshavn kommune
Sagsfremstilling
De nuværende gaderegulativer for Skagen, Frederikshavn og Sæby er fra før kommunalreformen, og der er behov for en harmonisering af disse.
Det juridiske fundament for regulativerne var Politivedtægten for Frederikshavn Politikreds og Lov om offentlige veje. De lokale politivedtægter blev den 1. juli 2005 afløst af Ordensbekendtgørelsen (Justitsministeriets bek. nr. 511 af 20/6 2005) om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v. samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger.
Det nye regulativ skal specielt omhandle de lokale regler for gadeudstilling og fortovsrestauranter (udendørs servering) i bymidterne af Skagen, Frederikshavn og Sæby. Desuden skal regulativet perifert omhandle de øvrige forhold, som kræver en tilladelse efter vejlovgivningen, men som i øvrigt er klart reguleret i lovgivningen.
Følgende interessenter skal høres om nyt gaderegulativ: Skagen Handelsstandsforening. Skagen Turistbureau, Handels- og Virksomhedsforeningen Frederik, Frederikshavn Turistbureau, Sæby Handelsstandsforening, Sæby a.m.b.a., Sæby Turistbureau, Handicapråd, Ældreråd og Nordjyllands Politi m.fl.
Tidsplan:
16. november 2010: Teknisk Udvalg – gennemgang af 1. udkast.
1. december 2010 – 4. januar 2011: 1. udkast til høring blandt interessenter.
Medio/ultimo februar 2011: Teknisk Udvalg – godkendelse af regulativ.
Medio/ultimo marts 2011: Økonomiudvalg.
Medio/ultimo marts 2011: Byråd.
1. april 2011: Nyt regulativ træder i kraft.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller sagen til orientering.

12. Orienteringssag – Aftale med vognmandsforening om kørsel i forb. med vintertjenesten
Sagsfremstilling
I forbindelse med udarbejdelsen af regulativet for vintervedligeholdelsen i den forestående vintersæson 2010/2011 er der indgået en forhåndsaftale med vognmandsforeningen vedrørende kørsel med sneplov og saltspreder.
Aftalen indebærer, at vognmandsforeningen koordinerer med sit bagland, hvorefter rutekørslen med sneplov og saltspreder fordeles mellem de private vognmænd ud fra det behov Park & Vej har for kørsel for at kunne gennemføre vintertjenesten i henhold til det godkendte regulativ. På baggrund af vognmandsforeningens fordeling af ruter blandt de private vognmænd indgår Park & Vej efterfølgende kontrakter med de pågældende vognmænd ud fra følgende generelle præmisser:
Tilkald til snerydning samt beslutning om omfang og udførelse påhviler den vagthavende snefoged.
Sneplovkørslen foretages i overensstemmelse med de rutebeskrivelser, Park & Vej har udleveret og med udleveret udstyr fra Park & Vej.
Når rute påbegyndes/afsluttes skal vagthavende snefoged have besked. Fra udkaldet foretages og til ruten er påbegyndt, må der max. gå 60 min.
Vognmanden skal selv stille med og betale for medhjælp.
Lastbilerne skal være forsynet med mobiltelefon, som kommunikationen til enhver tid kan opretholdes.
Afregning er samme takst i hele døgnet.
Vinterhonorar dækker alle rådighedsudgifter og faste udgifter til personale og materiel. Priserne er udregnet ud fra Vejdirektoratets officielle, vejledende gennemsnitspriser baseret på de afholdte licitationer på området.

Indstilling
Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller sagen til orientering.

13. Orienteringssag – Optagelse af offentlig sti på privat fællesvej ved Jennetvej, Ålbæk
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede på sit møde den 22. juni 2010, at iværksætte procedure for optagelse af offentlig sti på del af den private fællesvej ”Jennetvej” på strækningen fra den offentlige vej Milrimvej mod øst til skellet mellem matr. nr. 2a og 2b begge Napstjært By Elling.
I henhold til Byrådets beslutning er sagen nu i henhold til forvaltningslovens regler udsendt i partshøring hos de parter der har væsentlig interesse i sagen.
Sagen vil blive forelagt Teknisk Udvalg på mødet den 16. november 2010 til endelig beslutning.
Indstilling

Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller sagen til orientering

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Dagsordenpunkter for Teknisk Udvalgs møde i morgen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger