
Grenen Badehotel – cocktails og kaviar!
25. marts 2012 - kl. 10:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
April måneds historie på Skagen By – og Egnsmuseum handler om Grenen Badehotel, et hotel der på alle måder var i absolut særklasse. Flere steder blev den meget originale bygning sammenlignet med ”en mægtig eventyrborg” eller ”en Noahs ark, der var skyllet op på stranden”.
Grenen Badehotel slog dørene op i 1898 og kunne byde velhavende badegæster fra hele verden indenfor i de luksuriøse omgivelser. Hotellet var indrettet med musik-, spille- og læsesaloner samt rummelige spisesale med panoramaudsigt over havet. Udenfor var der store møblerede terrasser, tennisbaner, gymnastik- og fægtepladser. Køkkenet fremtryllede eksotiske retter flere gange om dagen, og de lune, lyse aftener bød på dans og musik eller underholdning ved en eller anden ”fremragende kunstner eller kunstnerinde”, som det beskrives i hotellets brochure. Her kan man også læse at hotellets badelæge ved den rette dosering af hav – og solbade, kunne love helbredelse af ubehagelige sygdomme og skrøbeligheder som bl.a. ”søvnløshed og åndelig depression, høsnue, krampe og tuberkulose, gigt og nervøse lidelser i strubehovedet”!
Hør hele historien hver onsdag i april kl. 13-13.30. Det er gratis for museets gæster at deltage.
Find påskeharens reder og løb æggestafet!
Museet mangler en masse børn, som hver dag i påsken har lyst til at finde og tælle, hvor mange æg den snedige påskehare har gemt ude på museets område.
Som alle ved, kan æg trille, og da der er en høj bakke på museet, kan man næsten gætte sig til resten og forhåbentlig få lyst til at komme og være med, når æggene slippes løs d. d.2., 3. og 4. april kl. 11!
Fra d.2.4. og til d.8.4. kan man kl.12-12.30 følge spændende børneomvisninger og høre om dramatiske strandinger, tapre redningsmænd og om hvordan det var at være barn i en fiskerfamilie i 1850.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Grenen Badehotel – cocktails og kaviar!' til en bekendt