
Syningen af Altertæppet sættes snart i gang
3. november 2012 - kl. 11:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efter mere end et halv års forberedelser er vi nu ved at være parate til – helt håndgribeligt – at gå i gang med det store købstadsjubilæums-projekt: At sy et nyt altertæppe som en jubilæumsgave til kirken.
Programmet for sy-starten kommer til at se således ud:
Lørdag den 17. november klokken 8.30 mødes vi alle til morgenkaffe i Sognehuset.
Efter morgenkaffen vil Lizzi Damgaard fra Selskabet for Kirkelig Kunst give en fælles introduktion og vejledning til, hvordan arbejdet skal organiseres og gribes an. Her vil man også kunne få svar på nogle af de spørgsmål, der sikkert dukker op.
Herefter går vi i samlet flok til ‘Lærkereden’, C.S. Møllersvej 2, hvor vi så går i gang med korsstingene på de syrammer, der er blevet monteret med stramaj om fredagen.
Alle vil ikke kunne komme til at sidde ved syrammerne denne lørdag, men nogle kan se på, andre kan vinde garn op – og så er der jo også mulighed for at lave nogle indbyrdes aftaler om, hvornår man kan mødes og sy. Der vil være mulighed for at komme ind i lokalerne fra morgen til aften.
Da det forventes at blive nogle intense timer, regner vi med at den fælles introduktion slutter omkring frokosttid. Skulle der så være nogle, der gerne vil fortsætte, kan det også lade sig gøre.
Selskabet for Kirkelig Kunst vil gerne have to lokale kontaktpersoner, der kan tage sig af de syfaglige problemer, der måtte opstå.
Der er derfor blevet lavet en aftale med Jeanette Madsen og Bente Nielsen, som har lovet at påtage sig opgaven som de lokale tovholdere. Det er således dem, man skal rette spørgsmål om selve håndarbejdet til. De kan desværre ikke være til stede om lørdagen, da de begge er på et sykursus. Men søndag formiddag er det tanken, at de skal have muligheden for at gennemdrøfte alle de faglige spørgsmål med Lizzi Damgaard. Der bliver således ikke nogen fælles-samling om søndagen.
Vi håber rigtig mange af jer har mulighed for at deltage i lørdagens introduktion til sy-arbejdet.
Da det er tanken, at der skal laves en dokumentarfilm om det ret unikke tæppe-projekt, vil der blive lavet filmoptagelser og interviews i løbet af dagen, ligesom det heller ikke er utænkeligt, at der kommer nogle journalister fra dagspressen.
Af hensyn til indkøb vil vi meget gerne have en tilmelding til morgenkaffen om lørdagen.
Tilmeldingen kan foretages hos Arne Ehrenreich, tlf.: 2964 9578 eller mail: ehrenreich@privat.dk senest den mandag 12/11.
Med venlig hilsen
Arne Ehrenreich
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Syningen af Altertæppet sættes snart i gang ' til en bekendt