God tilslutning til generalforsamling i Skagen Erhvervsforening på Launis

God tilslutning til generalforsamling i Skagen Erhvervsforening på Launis

23. marts 2015 - kl. 6:03 - af

35 personer deltog i Skagen Erhvervsforenings generalforsamling, som foregik på Launis Fiskekonserves A/S i Aalbæk. Klaus H. Kristoffersen fra FF Skagen blev ny mand i bestyrelsen.

Der var stor interesse for at deltage i Skagen Erhvervsforenings generalforsamling, hvor Ditte Folsø Nielsen gav et spændende indlæg om Launis Fiskekonserves A/S, der var vært for arrangementet.

På valg til bestyrelsen var formand Allan Kastor Andersen og Kristoffer Jensen fra Danish Yachts, som ikke genopstillede. I stedet opstillede Quality Director fra FF Skagen Klaus H. Kristoffersen til bestyrelsen og blev valgt ind.

I formandens beretning kunne formand Allan Kastor Andersen fortælle, at Skagen har haft fokus på hvervning af nye medlemmer i 2014. Skagen Erhvervsforening gik fra 84 medlemsvirksomheder til 104 medlemsvirksomheder.

  • Det er vigtigt, at vi står sammen om at skabe lokal vækst og arbejdspladser. Derfor satte vi fokus på medlemshvervningen i 2014. Vi afholdt blandt andet et Erhvervs-Get-Together med 300 deltagere for at sætte fokus på det lokale fællesskab. Det blev så stor en succes, at vi gentager arrangementet i 2015, sagde Allan Kastor Andersen.

Skagen Erhvervsforening holdt derudover et arrangement i samarbejde med Skagen Venner, hvor Troels Kløvedal gav et spændende foredrag for cirka 120 interesserede.

I 2014 gav Skagen Erhvervsforening også økonomisk støtte til en række lokale aktiviteter: Skagen Festival fik 10.000 kr., Træf på Toppen 5.000 kr., Skagen Odde Ultratrail 5.000 kr., Skagen Marathon også 5.000 kroner og Drivkraft 14, der satte unge folkeskoleelever sammen med erhvervslivet, fik 2.162 kroner.

Arbejdet i Erhvervshus Nord

Skagen Erhvervsforening driver Erhvervshus Nord sammen med erhvervsforeningerne i Sæby og Frederikshavn og med økonomisk tilskud fra Frederikshavn Kommune. Erhvervsdirektør Niels Christensen fortalte om arbejdet i Erhvervshus Nord, der rådgiver kommunens virksomheder og iværksættere og i gang sætter erhvervsudviklingsprojekter.

Projekterne inkluderer blandt andet en energianalyse af de største erhvervspotentialer inden for vækstsporet energi. Erhvervshus Nord har også bidraget til etableringen af projektet Cruise Skagen, som har ført til, at der i 2015 kommer 15 krydstogsanløb til Skagen med 23.000 gæster mod 10 anløb og 9.000 gæster i 2014. Energieffektive Grønne Færger var et EU-forprojekt som afdækkede potentialet i at udskifte Skandinaviens småfærger til kulfiberfærger, som er et stort potentielt marked for Danish Yachts, der allerede bygger crew transfer vessels til offshoreindustrien i kulfiber.

Erhvervshus Nord har også været en af hovedkræfterne i etableringen af et maritimt brancheudviklingscenter på MARTEC og en lærlingekoordinatorordning. Endelig har et øget fokus på Norge har ført til åbningen af et kontor i Stavanger sammen med andre nordjyske aktører og flere end 120 besøg til Norge, hvor der er blevet formidlet 43 forespørgsler om underleverandøropgaver hjem til de nordjyske virksomheder.

Faktaboks: Skagen Erhvervsforenings bestyrelse 2015
Skagen Erhvervsforenings bestyrelse består af 18 medlemmer, hvoraf 14 er udpegede medlemmer af organisationer/foreninger og virksomheder:

Allan Kastor Andersen (Nordjyske Bank/generalforsamlingsvalgt), Jakob S. Johnsen (HjulmandKaptain/generalforsamlingsvalgt), Klaus H. Kristoffersen (FF Skagen/generalforsamlingsvalgt), Jens Pedersen (AAU/generalforsamlingsvalgt), Carl Jesper Hermansen (Skagen Fiskeriforening), Jens Gram (Skagen Håndværker- og Industriforening), Leif Fredborg (Arealejerforeningen), Michael Ax (Nordjyllands Kunstmuseum), Michael Isaksen (Foreningen af Campingpladser i Skagen), Finn Jenne (LO), Peter Kongerslev (Skagen Fiskeeksportørforening), Peter Nielsen (Aalbæk Håndværker og Handelsstandsforening), Thorben Pedersen (Skagen Handelsstandsforening), Søren Vinstrup (Serviceteam Skagen), Ulla Mosich (Turisthus Nord), Willy Hansen (Skagen Havn), Hans Nielsen (Skagen Hotel og Restauratørforening), Tage Rishøj (DI/DA).

Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord drives af Frederikshavn Kommune og de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har flere end 500 medlemsvirksomheder. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet. Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet. Læs mere på www.erhvervshusnord.dk

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'God tilslutning til generalforsamling i Skagen Erhvervsforening på Launis' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger